Der var engang en lille fugl,
ja det er ganske vist.
Der ej gad flyve sydpå
trods vint'ren kold og trist,
og det man ikke ret forstår
først efter vinter kommer vår.

En vinterdag i kuldens vold,
den sad på jorden og blev kold,
og bitterligt den nu fortrød,
thi foran lured' sult og nød
ved tanken om sin skæbne grum,
vor fugl var helt aldeles stum.

En gammel ko kom just forbi,
den lille fugl den godt ku' li'.
Den rare ko af venlighed
sig vendte fra vor fugl og sked
og møget ramte den i nakken,
den lille fugl blev skjult i stakken.

At møg ej lugter godt er klart,
men det kan varme ganske rart.
Vor lille fugl fik mod på livet,
der ellers var et pust i sivet.
I glæde den oplod sin røst
for ud i sang at finde trøst.

Det næste dyr, der kom forbi
var en der fugle godt ku' li'.
Den graved' fuglen op af møget
og åd den ret så velfornøjet.
Dernæst den atter gik sin vej,
det var en rigtig kattestreg.

På livet erfaring du få
thi sagens præmisser er så.
Var katten en ven eller fjende,
og koen mon rigtig en frænde.
Ved at lytte til dette mit kvad,
kan du udlede, hvem der er hvad.

Hvis nogen dig overbegør,
bli'r det måske gjort af en ven,
og den som dig redder af møget
er ej en hæderlig svend,
vi nu en morale skal ha’
så visen en ende kan ta’

Ja, visens morale er fuld
og sand som det pureste guld
Hvis til halsen du stander i lort,
og stemmebåndet er smurt.
Så lær at ha' det godt dermed.
Luk munden i og lev i fred