"Hej Amanda!" råbte Pelle begejstret, og stormede hende i møde. Amanda bukkede sig ned, og løftede ham op. Hvor var han dog blevet stor, siden hun sidst så ham. Hun prøvede lidt forsigtigt med den samme svingtur, som han altid fik, da hun var hos ham for et halvt år siden. Hun boblede af fryd indeni. Endnu var han ikke blevet for stor til dén tur. Men, hvor længe mon det ville vare?
   "Nej, nu ikke være bedrøvet!" formanede hun sig selv, "nu er du her jo igen! Og drengen er glad for at se dig, ikke? Så tag dog at vis ham, at du er det samme - altså, for at se ham."
   Hvorfor var det mon, hun havde måttet gå fra ham, for et halvt år siden?
   Nårh, jo. Mand og børn. Eller rettere, det hun troede, på længere sigt, ville blive mand og børn. Men, fyren var skredet igen - med en pornomodel! Og børnene, var der derfor ikke nået at blive noget af. Arh! Amanda var så såret, da hun fandt ud af, at han, som hun havde stolet så meget på... Han, som hun havde ofret så meget - ja, det bedste i hendes liv - havde svigtet. Hvad havde den kælling, som hun ikke havde - bortset fra lidt større barm, og væsentligt mindre intelligens?
   Hun bremsede igen sine tanker. Nej, nu ikke tænke på alt det. Bare være glad. Glad for at man var til, glad for at nogle af ens fejltagelser kunne gøres om igen. Hun så ned på Pelle, og fik sit gamle, skælmske smil både på læberne og i øjnene.
   "Ved De hvordan man kommer til Det Ny Teater?" spurgte hun.
   "Ja, ja," svarede Pelle ivrigt, "øvelse, og med en masse talent!"
   "Ja. Rigtigt!" grinede hun. Det var en gammel vittighed. Det var den de altid sagde den gang. For ikke at blive alt for trætte af den, skiftedes de dog til at være spørger, og til at svare.
   "Kan du huske den om manden?" spurgte Pelle.
   Amanda lod forbavset, selvom hun udmærket vidste, hvilken mand, den lille havde i tankerne.
   "Nej, det tror jeg ikke?" sagde hun overdrevent uforstående.
   "Jo, den om ham den store tykke mand, der sætter sig ind i en taxa, og beder chaufføren køre meget hurtigt hen til hovedbanegården, for at han kan nå et tog? Nå, men... Manden sætter sig altså ind, ikke, og så... og så... så kører chaufføren meget, meget hurtigt af sted, og så... øh... så kommer han også hen til stationen, meget hurtigere, end manden havde sagt, det skulle være, og tænker:
   "Nu må jeg da få drikkepenge", eller så' no'et. Og så, da han åbner bildøren for manden, ser han, at ham den tykke mand, der, ikk', han ligger og puster og stønner på bagsædet, og sveder rigtig meget. Og så spørger chaufføren:
   "Du' da ikke blevet syg, mand?"
   "Syg? Er du vanvittig mand!" svarer den tykke, "da jeg trådte ind i bilen, gik bunden ud, så jeg har løbet hel vejen!"
   Kan du huske den?" spurgte Pelle forhåbningsfuldt.
   "Nej," sagde Amanda drillende, "den sagde mig slet ikke noget. Er det en vits, der er sjov?"
   Den lille så op på hende:
   "Ih, hi, hi. Du kender den jo godt," sagde han så, "kom lad os gå ind at lege!"
   "Ja", sagde hun, let om hjertet, "lad os spille Kalaha!"
   "Jah!" råbte Pelle, "li'som da du passede mig, for et halvt år siden, ikke?"