Rank ryg. Tomme øjne. Pokeransigt.
Jeg følger den mekaniske strøm af folk, der pludrende bevæger sig ind i rummet. Pladserne langs væggene optages sæde for sæde, og snakken ophører gradvist. Øjne følger skikkelserne oppe på podiet med halvhjertet interesse. Ikke mine.
Mit blik strejfer kanten af min jakke, inden jeg lukker øjnene og lytter.

Jeg hører hende komme. De høje hæle klikker melodisk mod stenfliserne i takt med hendes hurtige skridt. Først fanger hun ikke min interesse, men da hun passerer mig og snubler over kantstenen, stjæler hun mig. Min uovervindelighed.
Hun takker, da jeg hjælper hende op fra fortovet. Det hvide smil, genert og undskyldende, lyser op i natten, blænder mit forpinte jeg. Kun en skygge af mit indre mørke efterlades, da hun går.
Hendes mobiltelefon ligger foran mine fødder.

De sidste inviterede sætter sig, og resten står op, da stolene er optagede. Alle bliver stille på nær præsten. Jeg lytter, men hører ikke. Mærker mit hjerte banke roligt, kontrolleret. Stilheden før stormen.
På podiet dukker hun op. Lige så smuk som dengang, og alligevel ikke. Efter hende kommer Kristian.
Min hånd strejfer stoffet af min jakke. Jeg husker, mindes.

Hun præsenterer sig som Simone. Simone med det hvide smil, kalder jeg hende, og hun ler ad mine ord. En varme breder sig i mit bryst. Skyggen i mig truer med at forsvinde, og i et øjeblik føler jeg, at jeg kvæles i det hvide smil og de klare, grønne øjne. Mon hun også lever i mørket? Jeg undrer og beundrer.
Som tiden går, fyldes bordet mellem os med tomme glas.

Musikken begynder, og alle rejser sig. Min krop følger med, men mit sind og mit hjerte er andetsteds. For første gang ser jeg op på podiet, hvor de to står. Det hele er planlagt.
Det hele var aldrig planlagt.
Det hvide smil afsløres bag brudesløret. Jeg væmmes.
Pokeransigt.
Jeg hader hendes smil, så hvidt og rent og engleagtigt. Giftigt, fordærvende. Nogen skulle have advaret mig om strålingsrisikoen. Nu står jeg her som en skygge; frelst, dræbt, genoplivet, forpint.
Mine fingre føles varme mod metallet. Jeg fortryder og alligevel ikke.

Endelig dukker Kristian op. Stikker sit grimme, grinende ansigt ind ad bardøren. Efter sig trækker han Simone, hendes hånd i hans. Engang en engel, men nu kun et stykke koldt plastik med øjne af glas, et hjerte af luft og påmalet smil.
Mørket overtager.

Jeg løsner den fra jakkens inderlomme. Holder den i min hånd et øjeblik, finder dens tyngdepunkt, overvejende, bestemmende. Beslutsomt.
Goodbye, my angel.
Begge bøjer sig forover for at forsegle skæbnen i et kys, og hendes læber lukker sig om de hvide tænder, det perfekte smil.
Jeg trækker automatpistolen frem og trykker af.