Anne vågner med et sæt og kigger rundt i soveværelset. Gardinerne svajer fra en stille vind, men hun kan ikke huske at have åbnet vinduet. Solen er ved at stå op, så hun beslutter sig at for gøre det samme. Hun sætter fødderne på gulvet, men da hun rejser sig, mærker hun en hånd på sin skulder. Hun får et chok og vender sig om. Kristian sover tungt med ryggen til hende. Hvad var det?
Hun trækker vejret dybt og beroliger sig selv. Hun rejser sig fra sengen, går ud gennem soveværelsesdøren, ned ad gangen, forbi familiebillederne på væggen og videre ind i køkkenet. Olivia sidder allerede ved spisebordet og gumler i en af de hjemmebagte boller. Men var Olivia ikke på lejrskole? Anne åbner munden for at spørge, men lukker den igen. Husker hun forkert? Er det først næste uge? Olivia smiler, som hun plejer, og spørger: "Sover far stadig?" Anne nikker uden at svare og tager sig selv i at stirre undrende på sin datter. Hun vender hovedet, så Olivia ikke opdager det. Ud af øjenkrogen ser Anne en skygge bevæge sig i gangen. Hendes øjne bliver store, hun mærker pulsen stige, men hun går alligevel hen og kigger efter. Gangen virker længere, som om væggene strækker sig. Der er ikke nogen, og hun bliver en anelse utilpas. Hun blinker et par gange, og pludselig står hun i stuen, hvor en gylden solstråle rammer gulvet, hvor katten ligger og strækker sig. En dampende kop kaffe står på sofabordet, men hun kan ikke huske at have lavet den. Har Olivia lavet den? Hun kigger undrende på koppen og spekulerer over, hvad der foregår.
"Er du okay, skat?" Kristians stemme lyder bag hende, og hun vender sig mod ham. Han står cirka en meter bag hende. Hans ansigt er sløret, som om hun ser det gennem et bedugget spejl. Hun søger øjenkontakt, men hun kan ikke finde den.
"Jeg... ved det ikke," tøver hun. Hun rækker ud for at tage hans hånd, men før hun når ham, forsvinder han i luften som røg. Hun blinker igen og befinder sig tilbage i soveværelset - liggende i sengen. Kristian ved hendes side, snorkende, og Olivia på lejrskole.
En lille nervøs latter lyder i rummet, men hun er ikke sikker på, at det er hendes egen. Anne stirrer op i loftet, mens tvivlen om, hvad der er virkelighed, kværner i hendes tanker.