Merle havde aldrig set sig selv som en "outdoor-type". Faktisk syntes hun, at den daglige tur fra kontoret til kaffemaskinen i køkkenet var tilpasmed motion. Så da hendes bedste veninde, Louise, inviterede hende på en weekend i skoven med vandreture og selvrefleksion, havde Merle kun grinet. Men nu stod hun her, iført vandresko, som stadig lugtede nye, og stirrede på en skov, der virkede langt mere truende, end den gjorde på Instagram.

"Kom nu, Merle! Det bliver sjovt!" Louise vinkede fra stien, der gik ind i den tætte skov. Hun havde den der glød, man kun ser hos personer, der rent faktisk nød at være udenfor.
"Ja, sjovt," mumlede Merle, mens hun tøvende fulgte efter. "Hvis man er vild med at svede og fare vild."

Halvanden time fløj afsted, og til Merles store overraskelse opdagede hun, at hun faktisk var vild med at være i skoven. For selvom hun svedte - meget - begyndte noget at ændre sig. Solen skinnede mellem trækronerne, fuglene sang, og den friske luft gjorde noget ved hendes humør. Måske havde Louise ret - det her kunne måske være... hyggeligt?

Merle var lige ved at indrømme, at hun nød det, da de nåede en lysning ved en skovsø. Louise foreslog, at de skulle tage en pause.
"Jeg tager lige nogle billeder," sagde hun, "for det her sted er jo magisk!"

Merle stillede sig ved vandkanten og strakte sin krop. Hun kunne mærke en lille stolthed snige sig ind på hende. Hun havde klaret det indtil videre, og der var ikke noget, som...

Og så skete det.

Før hun nåede at reagere, røg hun med et stort plask ned i søen. Vandet var iskoldt, og Merle gispede, mens hun kæmpede for at få kontrol over sin balance. Louise, der havde stået med telefonen i hånden, stirrede først måbende, men så begyndte hun at skraldgrine.
"Merle!" hylede hun. "Du faldt direkte i søen!"
Merle kæmpede sig op af vandet og slog frustreret ud med armene. "Hvem falder i en sø?"

Louise var næsten krøbet sammen af grin, og selv Merle kunne ikke lade være med at smile gennem vanddråberne, der løb ned over hendes ansigt. Det var idiotisk. Det var pinligt. Og alligevel var det også komisk på en måde, hun ikke havde forventet.
Vendepunktet i Merles tur kom i det øjeblik hun stod der, drivvåd og mudret, men grinende så højt, at det gav ekko i skoven. For første gang i lang tid følte hun sig fri - ikke af skovens ro eller vandreturens visdom, men simpelthen af at give slip og grine af sig selv og situationen.

"Okay," sagde Merle og kiggede på Louise, der stadig hylede af grin. "Jeg indrømmer det. Det er faktisk ret sjovt."

"Der er håb for dig endnu," lo Louise og rakte hende hånden.

Og mens de gik videre, følte Merle, at det måske ikke var så tosset at være en "outdoor-type", så længe hun kunne undgå at falde i flere søer.