Det var en vanvittig dag, startede tidligt, kl. 5 morgen. Med at gå i seng, efter en forrygende nat. Shots, Whisky og spandevis af øl. Du forbarmede, det endte med en strøgtur, slingrende fuld, op og ned ad Vestergade. Aftaler med en talekonsulent klokken 10 formiddag om min ansættelse på den lokale radiostation. Gud fader bevares, jeg var stadig skide fuld og mit tyngdepunkt var fuldstændig i kælderen. Ydermere havde jeg hyret et flyttefirma til at hente et flygel på min adresse klokken 12, efter min samtale med talekonsulenten, kunne jeg vinke farvel til mit nye job hos den lokale radiostation. Nå men det skide flyttefirma kom klokken 12, efter aftale for at hente mit flygel. De kom bankede på døren, men jeg anede ikke hvad de skulle, jeg vidste ikke engang jeg havde et flygel, jeg havde total hukommelsestab. 3 mand høj stod der, jeg havde sovet måske en time efter den største brandert jeg har haft i de sidste 4 dage. Nå op på hesten igen, som man siger. Der er vel altid en udvej, jeg må ha' fat i de flyttemænd igen. Jeg havde solgt mit flygel for 67.000,- og jeg var ren på røven, men det var lige det der med tabet af hukommelsen, jeg kunne squ ikke huske hvem jeg havde solgt det skide flygel til. Jeg vidste jeg havde et navn og telefon nr. Men hvor? Alle mine papirer lå på gulvet, strøet over det hele, selv for 67.000,- kunne jeg ikke bøje min krop ned for at kikke efter køberen. Fuck det tænkte jeg, uden flygel ingen musik, eller som min mor sagde, ingen fingre ingen småkager. Nu står jeg så uden job, uden penge, men livet skal jo have en årsag. Så som min salige far altid sagde, tag en hvid skjorte på, så går det nok. Jeg hentede en hvid skjorte frem fra vasketøjskurven, kikkede den var ok ingen synlige pletter. På banen igen. Som min mormor altid har sagt, dem der ikke prøver de taber. Så med det som ballast og en ordentlig drag af min lommelærke tog jeg ned på det lokale jobtilbud. Jeg ventede nok en time, men min lommelærke var næsten fuld, så tiden gik med at betragte kunderne i butikken. Der var mange forskellige, lige fra fru Jensen med hatten i hånden til overinspektør Klavsen med et udtryk ' hvad laver jeg her' men må jeg sige til overinspektør Klavsen, her er vi alle lige, selvom der er nogle der er mere lige end andre, som det stod på gavlen til stalden i Orwells roman General Nap, hvad fanden var det nu den hed den roman? Hukommelsen er nok ikke helt gendannet.