Hun går ned ad den smalle skovsti, omgivet af mørkegrønne træer. Trækronerne rasler i den kolde vind, gruset knaser under hendes støvler, og små skyer forlader hendes mund, når hun ånder. Tågen hænger tungt omkring hende, som om skoven forsøger at holde på en hemmelighed. Hun stopper ved kanten af en sø, hvor den blanke overflade ligger uforstyrret. Langs bredden bøjer sivene sig. Orangegule blade daler ned fra træerne og lægger sig på vandet, som både uden sejl. Hun står her alene og betragter omgivelserne. Hun trækker vejret dybt og slipper spændingerne fra ugens hårde arbejde. Hun har været her mange gange før.

En fjern lyd bryder stilheden, som om noget bevæger sig mellem træerne. Hun vender sig om, men kan ingenting se. Tågen er tæt, og hun kan kun se nogle meter frem. Lyden gentager sig. Er der nogen? Hun holder vejret og fornemmer, at de små hår i nakken rejser sig. Hun har ikke mødt andre, alligevel fornemmer hun, at hun ikke er alene. Hun kan ikke se noget, og hun tænker, at det bare er noget, hun bilder sig ind. Hun vender sig om og ser ud over søen. Forsøger at finde roen igen. Trækker vejret dybt.

Et par minutter efter hører hun lyden igen. Hun vender sig og kigger ind i tågen. Nu hører hun noget, der lyder som noget, der går gennem de nedfaldne grene og blade. Hun mærker sit hjerte banke hurtigere. Hun kigger, men hun ser ingenting. Hun stikker hænderne i lommen på sin frakke og beslutter sig for at gå tilbage ad stien. Mørket er begyndt at sænke sig, selvom dagen ikke har nået sin ende. Hun tager et par skridt og mærker, at hun føler sig utryg. Hun forsøger at forsikre sig selv om, at hun bare har bildt sig noget ind, og at der ikke er nogen. Hendes tanker bliver afbrudt af lyden igen, nu tydeligere. Hun hører lyden af en gren, der knækker, og hun stivner. Hun er skarpt opmærksom, og hendes blik flakker mellem træerne. Hvad end, der laver lyden, er det tættere på nu.

Hun mærker hjertet slå endnu hurtigere, og vejrtrækningen følger i takt. Hun vender sig om og tager lange skridt. Hun har en følelse af, at noget er efter hende. Lyden af skridt bag hende høres igen, men hun tør ikke vende sig om. Hun er bange. Nu sætter hun i løb og styrter fremad.
Endelig kan hun se den store vej, hun var kommet ind ad, og da hun når asfalten, sænker hun farten. Hun vender sig om og kigger tilbage mod skoven. Tågen er væk. Lyden er væk. Alt er stille, og der er ingen at se.