Solen var for længst gået ned, og stjernerne blinkede på himlen ovenover den gamle herregård. Clara tændte stearinlyset i messingstagen og samlede den op fra bordet. Stearinlysets flamme flakkede og kastede dansende skygger på de mørke vægge i den store sal. Rummet var iskoldt og kulden sneg sig som usynlige hænder omkring hende, mens hun betragtede det store spejl, der stod på af den ene væg. Det var gammelt, rammet ind i mørkt træ, og selve glasset var mat og næsten uigennemsigtigt. Alligevel var der noget, der så ud til at bevæge sig i det. Hun tog et skridt nærmere, mens stearinlyset sendte et skær mod spejlets overflade.
"Bare et gammelt spejl", hviskede hun til sig selv og forsøgte at undertrykke det gys, der løb gennem hendes krop. Alligevel blev hun stående. Hendes refleksion virkede forkert. Ikke bare sløret, men anderledes.
"Kom tættere på." En hæs stemme hviskede fra spejlet. Clara mærkede en isnende følelse ned gennem rygsøjlen og stod nu stiv af rædsel. Stemmen hviskede igen og en gang mere, og Clara hørte sin egen indre nysgerrige stemme bryde rædslens lammende tag. Hun rakte forsigtigt sin hånd frem, og med rystende fingre nærmede hun sig den kolde overflade på spejlet. Lige før hun rørte glasset, kom en maske til syne. En hvid maske, der dækkede et ansigt, og øjnene bag, var glødende. Clara gispede og trådte tilbage, tabte næsten lysestagen med stearinlyset. Maskens bærer stod stille.
"Jeg har ventet på dig."
Clara vendte sig for at løbe, men der fik hun øje på et stort maleri, som hun ikke havde bemærket før. En raket, der skød mod nattehimlen, omgivet af seks mennesker med udtryksløse masker på, som den i spejlet.
"Du kan ikke flygte." hvæsede stemmen i spejlet, og en isnende hånd greb fat om hendes arm. Hun vendte sig mod spejlet, men nu var personen med masken væk. I stedet så hun sig selv. Hendes eget ansigt bar den hvide maske, og hendes øjne var glødende røde. Spejlet begyndte at vibrere, og hun mærkede en sugende kraft, der trak i hende. Hun kæmpede for at rive sig løs, men kraften var for stor, og med ét blev hun trukket ind i spejlets dyb. Lysestagen med stearinlyset faldt til gulvet med en hul lyd, og lyset gik ud.
Rummet var stille og mørkt igen. Spejlet var stille og lignede et hvilket som helst andet gammelt spejl, men hvis man kiggede efter, kunne man sværge på, at der var en skikkelse bag glasset. En skikkelse med en hvid maske og lysende øjne. Og maleriet med raketten og syv udtryksløse masker hang som et genfærd på væggen.