"Så er det nu", siger jeg til mig selv, "det er nu, du skal steppe op, vise at du er en rigtig mand med kæmpestore, behårdede nosser!". Overfor mig, 11 meter væk, står deres målmand. Han ser kæmpestor ud, bryst og intet mindre end frygtindgydende; det er nærmest som om, han fylder hele målet. Det gør han selvfølgelig ikke, men sådant føles det. Jeg prøver at sætte mit bedste pokeransigt op, han skal sat'me ikke se, at jeg er ved at skide grønne grise, at jeg er ligeså nervøs, som første gang, jeg prøve at snyde mig ind på det lokale disko, selvom jeg var langt under de 18 år, som ellers er aldersgrænsen. "Kom så!", siger jeg til mig selv, "det er ikke værre end en slendretur nedad strøget", men det er det, det er meget værre. Der er kun ham og jeg i straffesparksfeltet, det er mano o man. Udenfor feltet står der 20 spillere og stirrer kun på os; feltet er blevet vores slagmark, vores arena. Én af os vil trifumere som en anden gladiator, mens den anden vil forlade arenaen, slukåret og slået, ligesom en skamfuld køter. Jeg gør mig klar, tager tilløb og skyder ...han springer til den rigtige side og har begge hænder på bolden. Til mit svineheld smutter bolden ud af hans handsker og ind i nettet. Han bander, højt, mens jeg jubler endnu højere: "YES!". Hvis man kun har en bestemt mægnde held, er jeg overbevist om, at jeg lige brugt alle mine rationeringskort på det ene spark, men fuck det, jeg scorede! Og som om det ikke var nok, så var det lige netop i dag, at hun også står derude på sidelinjen og kigger med. Er det bare mig, eller jubler hun lidt mere end alle de andre? Det tegner lovende. Jeg kan mærke, at det bliver en god dag på mandag, når vi skal ses igen ...