(Mine 5 ord: strålingsrisiko, strøgtur, brudeslør, frimærke, kontorelev).
Majken snøftede, men det var ikke, fordi hun var forkølet. Nej, hun snøftede, fordi hun lige havde haft sin kæreste, Andreas, i telefonen. Hun havde måske nok vidst længe, hvad der var på vej, men så længe der ikke var noget endeligt afgjort, så tillod hun sig at håbe. Men nu var tingene faldet på plads hos myndighederne. Både hos de danske og hos de ukrainske myndigheder.
Andreas var forholdsvis nyuddannet som civil-militær tolk i det danske forsvar. Han havde valgt ukrainsk som det sprog, han gerne ville uddanne sig i, og det blev så i forsvarets regi. Der var naturligvis ikke noget at sige til, at han gerne ville bruge sine færdigheder i praksis, og han havde derfor ansøgt om at deltage i de missioner, de danske tropper i Ukraine medvirkende i.
Majken havde som kontorelev rigeligt at se til, når hun også udover skolegang et par aftener om ugen også skulle holde huset, købe ind og lave mad. Andreas var ikke anlagt for det huslige. Sådan var det bare. Så hun syntes i hvert fald selv, at hun havde travlt. Derfor havde hun ikke rigtig fulgt med i, hvad der skete rundt om i verden. Og Ukraine vidste hun absolut intet om. Det eneste hun for alvor hæftede sig ved, da hun googlede, var at det for snart mange år siden havde været et voldsomt radioaktivt udslip fra en atomreaktor. Hun havde ikke styr på, om Andreas ville komme i nærheden af det berørte område, og det vidste han heller ikke selv noget om. Han nægtede definitivt at diskutere en eventuel strålingsrisiko. Han tog slet ikke problemet alvorligt. Majken følte sig imidlertid alt andet end beroliget ...
Hun havde drømme, drømme, som ikke inkluderede Ukraine. Sidste fredag havde de været på strøgtur, kigget forretninger og shoppet lidt. De kom også forbi en butik med bryllupsudstyr af enhver slags: brudekjoler, brudeslør, brudesko, tasker, handsker osv. osv. Hun stod længe nærmest paralyseret foran butiksruden, indtil Andreas utålmodigt vækkede hende af drømmen.
Lå det hele nu i ruiner? Hun var bange ...
Hun var også bange for at blive ensom, når Andreas rejste. Hun havde ikke længere nogle veninder. Det var stoppet lidt efter lidt, efter hun var flyttet sammen med Andreas. Og de havde hverken børn eller husdyr. Haven var mindre end et frimærke, så der var heller ikke meget dér, som kunne aflede tankerne.
Hun smed sig hulkende på sofaen. Var det her livet som voksen: usikkerhed, angst, knuste drømme, depressioner? Der var ingen, der hørte hendes hulken eller besvarede hendes tanker. Kun blæsten, som hylede melankolsk i aftrækskanalen i køkkenet ...