"Vil du ikke være sød at hjælpe mig med det her?!" Christian fumlede frustreret med en konvolut og et brev, der skulle deri. "Det er da noget arrigt pis at sidde med"
Hun smilede kærligt til ham. Marianne som var social- og sundhedshjælper på plejehjemmet. Det kunne godt være en prøvelse, at sidde med en beboer som Christian. Han var en ældre herre, der meget let blev meget irritabel når tingene ikke lykkedes for ham i første forsøg og det gjorde de sjældent. Han var aggressiv, ikke udadreagerende. Men aggressiv. En bestemt herre, der havde svært ved at acceptere at han ikke længere kunne det som han kunne engang.
"Nu skal du bare se. Vi folder lige brevet. Sådan. Og så ned i konvolutten" Marianne guidede ham hele vejen igennem. "Har du et frimærke?"
"Et frimærke?!" vrissede Christian. "Hvad fanden skal jeg med et frimærke?"
Det var svært for Marianne at skjule antydningen af et smil. Men med Christian skulle man være tålmodig. Det var heller ikke nemt for ham. Han havde tidligere i livet været udsat for en bilulykke, ret alvorligt endda. Det medførte at han led af hukommelsestab og selv simple ting var vanskeligt for ham.
"Det må vente, det her. Jeg skal se resten af den fodboldkamp" Han kastede brevet fra sig i arrigskab.
"Det er fint, Christian. Vil du med ned i fællesstuen?"
"Ved du hvad et straffesparkfelt er, unge dame? Det mest spændende ved en fodboldkamp er, når spillerne kommer ud i straffesparkkonkurrence. Det vil jeg ikke gå glip af. Og nej, gu vil jeg ikke med ned i fællesstuen"
Han drejede sin kørestol og vendte den hen mod fjernsynet som han havde på hans egen stue.
Marianne kiggede med. Hun havde aldrig været sportsinteresseret og selvom at hun før havde hørt om straffespark og des lige, erkendte hun at hun havde faktisk ingen begreb om, hvad det gik ud på.
"De spjætter da til alle sider med deres arme og ben" grinede Marianne. "Der kan en blæksprutte ikke følge med"
"En blæksprutte?!"
"Ja. Kan du ikke se, hvad jeg mener?" Marianne grinede. Et høfligt og venligt grin og hun pegede efter de spjættende fodboldspillere på fjernsynsskærmen.
"Nej. Jeg kan ved Gud ikke se, hvad du mener" Christians stemme blev mere og mere vred for hver sætning.
"Er der en aldersgrænse inden for fodboldhold? En minimumsalder og en maksimumsalder?" spurgte Marianne for at virke interesseret.
Christian rullede med øjnene og rystede opgivende på hovedet. "Der burde i hvert fald at være en aldersgrænse indenfor idioti"