Jeg går med mindfulde skridt gennem parken. Det er eftermiddag, og sensommeren kæmper sit sidste desperate slag mod den uundgåelige efterårskulde. De første brune blade danser i vinden og drysser ned fra grenene - blade, som træerne har opgivet at holde fast i. Jeg har købt en kaffe fra Espresso House, og kaffen er stadig lun i min kop mod min håndflade, mens efterårsbrisen kærtegner mine kinder, som om den vil minde mig om, at vinteren snart er tilbage. Duften fra kaffen blander sig med den let fugtige, jordagtige duft, der stiger op fra de nyligt nedfaldne blade, og som trænger sig på i luften omkring mig. Solens gyldne stråler skærer ned gennem trækronerne og får skyggerne fra de forbipasserende til at strække sig langt hen ad stien.

Jeg har en podcast i ørerne, men til tider glemmer jeg at lytte til stemmerne og lytter i stedet til vinden og den skrattende lyd af tørre blade, der hvirvler rundt på stien. Parkbænkene står ensomme sammenlignet med en sommerdag, hvor de ville have været fyldt med mennesker på date, par, der slår op, veninder og venner, der kickstarter en bytur med en ramme øl i parken, og hundeejere, der kaster bold til deres firbenede venner. Nu står de der, forladte og omgivet af visne blade og en melankolsk stilhed, som kun bliver brudt af en forbipasserende cyklist, hvor hjulene får gruset til at knase.

Himlen over mig bliver tung og grå, som følelsen af hverdagens stress, der hviler på mine skuldre. En mørk, doven og lavthængende sky har lukket af for solen og de gyldne stråler, der før blev kastet mod jorden, og lyset er blevet erstattet af et dystert skær. Træernes stammer er blevet mørke, og vinden er blevet køligere mod mine kinder og fingre. Jeg trækker hætten op om ørerne og putter den ene hånd i lommen. Den anden fører kaffen op til munden, og jeg mærker den varmen mod min tunge. Den varme væske står i kontrast til den kulde, min hud fornemmer nu, hvor solen er gemt væk.

Parken, som var så levende for bare en måned siden, føles nu som en skal af sig selv. Alt omkring mig er ved at gå i hi, og jeg kan mærke årstidens vemodige farvel som en tyngde i mit indre.
Alligevel er der noget beroligende ved efteråret. Noget, der minder mig om, at alting har sin tid - også jeg.