Jeg ligger i tusind små stykker på gulvet. Ødelagt udenpå og indeni. Ingen kan hjælpe mig nu ... Sådan har jeg ligget hele dagen. I tusind stykker.
Den familie, jeg bor hos nu, tilbringer ellers megen tid i mit selskab. De stirrer på mig i timevis som om, det ville hjælpe. Ha! Lige meget hvor meget, de kigger, vrænger jeg ansigt af dem.
Først boede jeg hos et ældre ægtepar. Kvinden var en af mine nære venner. Når vore øjne mødtes, så jeg altid mere, end hun så. Hun så altid manglerne. Så altid det, ingen andre så. Jeg så alt det perfekte. Alt det, der var gemt under huden. Jeg kunne vældig godt lide hende, selvom jeg må indrømme, at hun havde lidt af en dobbelthage. - Eller to.

Manden og jeg var bekendte, ikke venner. Han kastede af og til et blik på mig, men syntes altid at have vigtigere ting at foretage sig, end at give sig tid til at hyggesludre med mig. Han kunne ellers godt have haft brug for mit selskab. Var en forretningsmand, der var mere i landets lufthavne end hjemme hos sin kone. Han var altid vigtigere end alle andre. Havde altid et opkald, der måtte besvares. Havde altid en mail, der måtte åbnes.
Se, hvis jeg nu havde tilbragt mere tid sammen med manden, havde han sikkert været en anden. Hvis bare han ville have set mig lidt længere i øjnene ... så ville jeg have skreget sandheden i hovedet på ham! Sandheden om, at han var en egoistisk ægtefælle, der glemte sin kone fuldstændig. Nu er han død, og jeg er flyttet.
Når folk ser mig i øjnene i længere tid, bliver de tit fordybet i tanker. Jeg fortæller dem, hvad de har gjort godt. Hvad de kunne gøre bedre. Jeg svarer stiltiende. Behøver ikke engang at åbne munden, for at fortælle dem, hvad de behøver at vide. Jeg ser nemlig ind i dem. Viser dem, hvem de er. Udenpå såvel som indeni.

Det er ikke fordi, jeg ikke kan lide den nye familie. Datteren på 16 bestiller ikke andet end at være i mit selskab, men hun ser mig aldrig i øjnene. Først, når hun ser mig i øjnene, vil hun kunne se sig selv ordentligt.
Ægteparret, der bor her, ser mig af og til i øjnene. Standser eftertænksomt og lader mig vise dem sig selv. - Rigtigt. Af og til viser jeg dem mere, end de kan klare. Så flygter de fra mig. Andre gange får jeg smil frem på deres læber. Ægte smil.
Og hvor jeg dog elsker dem, der elsker mig! Det er de mennesker, der hviler i sig selv. De mennesker, der tilbringer meget tid i mit selskab, er ofte overfladiske. De mennesker, der smiler til mig og ser mig i øjnene, er vidunderlige.

Hende datteren blev faktisk så sur på mig den i dag, at hun smækkede med døren. Så hårdt, at jeg faldt ned og gik i stykker. Og det skulle ellers bringe syv års ulykke.