Èn ting er at vi skal ligge her i mørket og kede os ihjel.
Men at pladsen så absolut altid skal deles med 11 andre ganske kedelige kopier af mig selv. Der sætter jeg sgu grænsen. Vi ligger alle sammen og lytter, tysser på hinanden og venter i stilhed.
Hver eneste gang det rumsterer ude fra det lyse rum, vokser håbet. Måske bliver det mig i dag, hvem ved.
Det er nu flere dage siden det var mig der blev udvalgt. Mig med ridsen ved siden af tredje tand fra venstre.
Den er heldigvis så lille at ingen lægger mærke til den. Det ville være en katastrofe at blive smidt ud på grund af sådan en ubetydelig bagatel.
Hov, vent! Jeg kan høre skridt. Nærmere, nærmere, nærmere.
Jeg forsøger at møve min stive krop frem, for at komme helt op i toppen af bunken og se så nem og indbydende ud som muligt.
Jeg husker tydeligt sidste gang det var mig der blev udvalgt. Husker stadig stoltheden og forventningen om søde nye oplevelser.
Jeg husker også skuffelsen, da jeg så den lysegrønne farve og lugtede den alt for velkendte stank af "sundhed". Menneskets nye trendy livsstil. Ja ja, det ændrer sig jo nok når vi når til februar, det gør det jo altid.
Som et lyn rives jeg tilbage til virkeligheden!
Jeg kan høre der bliver taget fat i grebet.. YES!! Jeg kan se lyset! Tag mig, tag mig!
Håbet breder sig i min stive krop og jeg kan nærmest mærke mine fire tænder løbe i vand. Hvis bare jeg havde en mund selvfølgelig..
Det er løgn! Hånden kommer nærmere. Nærmere! NÆRMERE!!
Og så, som om jeg var bare endnu én.. kopi. Tager hånden ham ved siden af mig.
Skuffelsen fylder hele min rustfri krop.
Nå...
Så må jeg jo tilbage til mørket. Til ensomheden blandt de andre kopier, så stive og kølige i betrækket.
Tilbage til søvnen og drømme om alt det jeg lever for, men så sjældent får lov til at opleve.
Steg, kage, spaghetti og alt det andet mine og menneskets tænder skulle deles om.
Hvor usmageligt!