Når man har eksisteret meget længe, så svinder begrebet tid ind og strækker sig ud i intetheden. Jeg har set istid blive til frodige grønne enge og bakker. Jeg har oplevet himlen rødglødende af brand og levende arter komme og gå. Sommetider har jeg været begravet under kolde omfavnende hvidhed og til andre tider af sort blødt muld og en duft af liv. Jeg husker regndråber, der faldt i, hvad der føltes som en lille evighed, og jeg husker ligeledes tørke og bagende sol, der opvarmede min golde kropslighed.

Men det der dog står klarest i min erindring er den dag et nyt væsen kom mig for øje. Jeg opfattede mere end så, naturligvis, uden syn som jeg i sagens natur er. Her havde jeg resideret på et underlag af eftergivende jord, lullet ind i jordklodens cyklus af vind og vejr og tider der er kommet og gået. Dette underfundige nye væsen stod pludselig bøjet over mig. Jeg fornam en vis tøven i, hvad jeg senere fandt ud af blev betegnet som, fingerspidserne, som de der greb ud efter den lille grålige hårde masse, som er min eksistens. Jeg endte i væsenets venstre bukselomme, efter grundigt at være blevet inspiceret af et par nysgerrige øjne og pilfingre. Aldrig har jeg oplevet en sådan ligegyldighed, som da jeg gled ned i mørket og landede blandt andre lignende eksistenser. Hernede blev vi nu kastet mod hinanden og jeg følte at jeg eroderede bort, som jeg endnu ikke havde oplevet under vind og vejrs ubønhørlige påvirkning, men i dette væsens varetægt så skete der en acceleration af min endelige rejse mod afgrunden.

Senere skulle jeg lære at med dette væsen kom ødelæggelsen i sandhed i dets slipvind og at intet skulle gå fri, end ikke det selv.

I de år jeg befandt mig i disse væseners nærhed, oplevede jeg mere destruktion end jeg har oplevet i hele min ellers lange livsstrøm. Tider kom og tider gik, som det altid er sket, men væsenets drift mod mere og mere kunne ikke opveje den samhørighed, jeg også så blandt dem. Først kom sygdommene på grund af de tætte levevilkår i byerne. Samtidig kom forureningen snigende og kvalte folk langsomt på fabrikkerne og i deres senge. Det var med bævende sind, at jeg i disse år så destruktionen ske fyldest. Jeg skulle aldrig føle mine græsstrå igen, eller fornemme en arts vingesus over mig. I stedet var jeg dømt til denne skæbne, at bevidne disse selvdestruktive væseners opstandelse og fald.