Finursen griber om mig. En smerte borer sig ind i min venstre flanke. Jeg afskyr finurser og deres lange klamme, til tider sylespidse, fem dimser. De udnytter mig. Kvæler mig. Påfører mig smerte. Ytrer sig med volapyk og ser på mig, som om at de forventer et svar. Som om de forventer, at min døde krop skulle kunne give dem forløsning, at mit ikke-eksisterende stemmebånd skulle udtrykke sig på volapysk. Finursens bevægelige øjne glor på mig. De bliver større, mere påtrængende, venter. Venter. Venter lidt mere. Endelig giver finursen op. Måske den indser at nej, mine øjne kan ikke bevæge sig, jeg kan ikke give dig, hvad du ønsker. I takt med at de bevægelige øjne forsvinder ud af mit syn, føler jeg de fem tingester, og den klump de side på, bevæge sig fra min venstre flanke over min ryg mod min højre flanke. Nu sker det. 3... 2...1. Alle mine indre dele presses sammen, masses til en klump der efter alle disse år med denne tortur forbliver mere og mere en samlet klump. Ikke at det lader til at påvirke finursen. Den vedbliver glædeligt med at presse mig sammen. Sådan lider jeg i godt og vel 32.400 sekunder, før en finurs med en større klump påsat dimser med sylespidse ender hiver mig i armen. Havde det ikke været fordi, at jeg med denne handling bliver reddet fra mørket og den hede der næsten sætter mig i gnister, var jeg muligvis mere påvirket af det faktum, at de sylespidse dimser skærer min arm op. Før jeg ved af det, er jeg med et pres på maven, så hovedet, placeret på toppen af ting næsten så bløde som mig selv. Her sidder jeg så. Betragter en verden jeg ikke kan interagere med. En verden jeg ikke forstår. Dømt til min egen ensomhed, dømt til at leve for finusers behag. Dømt til magtesløshed.

Jeg er illustrationen på et liv skabt til at fornøje - uden hensyn til min egen fornøjelse. Personlig mening ser jeg ingen af, men min eksistens giver mening til andre liv. Jeg er fremtidens A.I. i nutidig levende forstand.