Vinden bider mig i ørerne. Jeg ved at jeg er sen på den, for det er jeg altid. Man skulle tro at det netop er derfor jeg sætter farten op, men nej. Bladene omkring mig på denne øde allé hvirvler rundt, nærmest for at komme væk fra mig... jeg ligefrem emmer af ondskab. Der er lys forenden af alléen og jeg sætter farten ned igen. De har godt af at vente lidt på mig... især Ham.
De enkelte blade der hænger tilbage på træerne hvisker til mig. Jeg kan høre de raslende ord der bliver blæst ned til mig, båret af den bidende, fordømmende og gamle vind. Er det meningen at jeg skal føle skyld? Jeg stopper helt nu, griber en cigaret fra min frakkelomme, mens jeg stirrer frem mod godsets hovedindgang. Hun står der... for foden af marmor trappen og vinker unødvendig hurtigt til mig, og jeg begynder igen at gå... langsommere end før. Hendes ansigt er rynket og står i harmoni med det grå grus der dækker hele indkørslen. Hendes hår er brunt men striberne er der. Hvide som sne.
Jeg kommer til stedet, hvor træerne deler sig, og går om bag det enorme hus. En kraftig vind blæser mit halstørklæde ud til siden, og med ét føler jeg mors arme omkring mig. Åh! Hvor jeg hader hende. Hun kigger op på mig. De kloakgrønne øjne stirrer grædefærdigt op på mig. Åh! Hvor jeg hader dem.
- Hvor er du dog blevet tynd min skat.
Siger hun uanfægtet af mit hårde blik, og interesseforladte udtryk. Hun tager sig til hagen mens hun scanner mig.
- Hvor er han?
Siger jeg hult. Jeg vil bare væk igen så hurtigt så muligt.
Hun kigger op på mig igen, denne gang med kloakvand rendende fra øjnene.
- Han ligger i sin seng...
Hendes stemme knækker, men hun for fremstammet det sidste.
- ... Du ved hvor meget han hader at blive puslet om når han er syg.
Hun vender om og går op af trappen, mens hun med en knoglet hånd vifter mig ind.
- Det var da utroligt.
Siger jeg for mig selv inden jeg modvilligt følger efter Charon, ned af Styx... mod underverdenen, diktatoren og løvens hule.