Jeg står på kanten til døden. Bogstaveligt talt på kanten. Orker ikke mere. Ikke flere folk med deres søde og hengivne tanker, deres puslen omkring mig, listen på tå. Det var ikke det jeg bad om, sidst jeg råbte om hjælp. Der er ingen der ved hvad der skal til.

Der løber flere og flere tårer ned af mine kinder, de føles så varme. Vinden blæser mit tøj fra den ene side til den anden. Skrænten er så tæt på, den kan glide væk under mig så snart det skulle være. Hjertebanken. Den fylder hele min krop. Det kræver kun et enkelt skridt.Så vil det endelig være slut med alle de svære valg, alle følelserne der ikke er til at styrer.

De så ikke at der var noget galt, før den nat de fandt mig. Først da jeg endelig havde besluttet at gøre det, tage mit eget liv først der så de det. Så den lille forsvarsløse pige jeg var, den pige alle igennem årene var ligeglade med. Det sorte får. Hende alle bagtalte. Hende der blev udstødt, da hun allermest havde brug for hjælp. Hende der er så mange ting at fortælle om, men som ingen gider hører på. Ja, det er hende jeg er.

Vinden tager til. Det er koldt og glat. Jeg ryster, men er det af kulden? Det ville være så nemt at tage skridtet. Så ville Han sikkert også fortryde. Ham der igennem så mange år, skulle have været min far, men som misbrugte mig på alle tænklige måder. Han skulle snart fortryde. Bestemt Ham. Og alle "vennerne" som de nu engang blev kaldt. Alle dem med deres påklistrede smil, som siger at de vil gøre alt hvad de kan for at hjælpe. Ha! det er en løgn altsammen. En løgn. De tør ikke, er bange for at drukne i Mig, i mine følelser.

En følelse så stærk bruser frem i mig. Vrede hedder den. Den har tit og ofte blandet sig med de andre. Angst, Sorg, Fortabthed, Ligegyldighed, alle har de et navn, og alle er de skyld i at jeg står ved skrænten. Hvis bare min mor ikke var død, hvis bare hun stadigvæk var her til at trøste, så ville det hele være nemmere. Men der er ingen mor mere, hun tog skridtet, hun gik ud over skrænten. Så kan jeg også.

Der er så meget, jeg gerne vil have ud, men det kan jeg ikke. Det må jeg ikke. Måske hvis det kom ud, ville det hele blive anderledes. Det nytter ikke. De er alle bange for mig, tør ikke nærme sig ordenligt. Jeg er mærkelig, siger de. En skør heks. Bare fordi at jeg mangler nogen at holde om, bare fordi at jeg mangler at blive set. Nu kan det være nok! Jeg nægter at leve sådan mere. Jeg føler næsten at min mor trækker i mig. Hun vil have mig til at tage skridtet, det ved jeg bare. Så det gør jeg. Eller gør jeg?

En. To. Tre....