Han er gudesmuk som han sidder dér overfor mig ved vinduet, med hånden til hovedet og med øjnene begravet i sin telefon. Hans øjne er brune og de flakker. Han retter sit hår. Klokken er 8.34.
Jeg tager en tår af min varme kaffe, spilder på min røde kjole og sukker lidt for højt. Han kigger på mig og smiler. Varmen breder sig i mit skød. Jeg ved ikke helt, om det er på grund af ham eller kaffen.

Han sidder dér helt uden at kende mig og mine perverse tanker. Jeg fantaserer om, at han fantaserer om mig. Om hvordan han lader sin hånd glide op af mit lår og en forbudt affære finder sted, lige dér midt i kupéen ved højlys dag. Varmen har bredt sig ud i hele kroppen, min vejrtrækning bliver dybere og hurtigere, og det er bestemt ikke kaffen, der gør det!
Mine intetanende medpassagerer ænser heldigvis ingenting, men er opslugt i deres egne myldretids-bobler, som robotter styret af den moderne teknologi. Jeg kan ikke lade være at stirre på ham. Lyset falder på den helt rigtige måde på ham, næsten som om nogen foroven ville sikre sig, at denne skabning af et menneske, ikke ville gå min næse forbi.

Jeg forbander mine tanker, men bliver afbrudt af togkonduktørens "nye rejsende?" og slipper den utopiske forestilling om ham og vores erotiske eskapader for et kort sekund. Jeg taber mit rejsekort på bordet. Han samler det op og rækker det til mig. "Værsgo" siger han, og vender hurtigt tilbage til sin telefon. Han smiler over noget på telefonen, og jeg føler et stik af jalousi, der erstatter liderlighed med frustration. Mine hænder ryster. Hans smil er så forbandet vidunderligt, at det giver en øjeblikkelig klump i maven.

"Næste stop Roskilde" lyder det fra den sædvanlige kvindestemme over højtalerne. "Kan man være forelsket i en person, man ikke kender?", når jeg at tænke, inden han rejser sig for at stå af. Jeg kigger ud af vinduet. På den tomme plads sætter sig en ny passager. Jeg smiler til hende og beundrer hendes krøllede brune hår, der falder perfekt over hendes overkrop. Hun smiler tilbage. Min kaffekop er tom.