Jeg er skurken. Jeg er den eneste sande skurk. Jeg er den der forfører mænd, for så at lade dem ligge i gruset. Jeg er den der udnytter dem på det groveste. Jeg er den onde, men det er nødvendigt. Hvis jeg ikke var skurken, så skulle en anden være det. Hvis jeg ikke tager kampene op, så skulle en anden. Hellere mig, end dem.
Jeg går ud til balkonen. Mit røde hår, bølger i takt med vinden. Min kjole hænger løst om mine ben. Jeg fejer en lok bag mit ene øre, den skal ikke være i vejen. Jeg spejder ud over byen. Vestens vinde varmer mig. Jeg tænker tilbage.

Tænker omkring tyve minutter tilbage. Han var bare braset ind. Havde taget mig om livet, og kysset mig. Jeg væmmedes. Hans skæggede ansigt, kolde isblå øjne og kraftige figur. Gamle gris. Jeg hadede ham. Når han rørte mig, måtte jeg undertrykke lysten til at slå ham. Til at trække min pistol og skyde svinet. Han ville have blevet overrasket over den styrke jeg har. Han blev overrasket. Han var ikke faldet for min smigr. Han forlangte mig. Han krævede at jeg gjorde det unævnlige, og det eneste jeg tænkte på, var hans smukke kone. Stakkels lille kone. Hende den søde og kærlige kvinde. Hende var han ligeglad med. Jeg væmmes igen.

Det er godt at jeg er skurken, ellers ville jeg sidde og tude lige nu. I stedet står jeg her, og ser ud over de slidte huse. Ud over Saloonen, og dens store vinduer. Ja, jeg ser ud over min by. De ved ikke at det er min by. De tror at det er sheriffens by, svinets by. De skulle bare vide hvad deres elskede sherif gjorde. Hvad han brugte mig til. Jeg kan ikke lade være med at smile.

Et gammelt ægtepar går forbi på gaden. Kvinden vinker til mig, manden stirrer ned i jorden. Ja, han har også været her hos mig. Ham har jeg også jordet. Solen er ved at gå ned. Vesten er smukkest sådan her. Jeg vender mig om, ser ind mod mit værelse. Han vil ikke komme mere, deres elskede helt. Aldrig mere. Alle mænd har efterhånden været hos mig. Jeg har alt hvad jeg skal bruge, for de giver det til mig. Kun fordi at de har været sammen med mig, de vil ikke afsløres.

Jeg ligger hånden på siden, mærker pistolen under tøjet. Roligt går jeg ind i værelset. Jeg burde få ryddet ham af vejen. Han kan jo ikke bare ligge der, med et pistolskud i panden. Det gider jeg ikke have. Jeg tørrer bloddet af væggen, gør alting rent. Jeg slæber ham ud til balkonen, skyder mig selv i armen, og smider ham ud over kanten. Det skulle jo gerne ligne selvforsvar. Jeg skriger af smerte, presser nogle tårer frem. Nu vil de tro at han var skurken, at han var den slemme. Og mig, ja jeg er jo det stakkels offer. Stakkels lille mig.