Pulsen hamrede i mit bryst og jeg hev efter vejret. Bag mig lå et bart klitlandskab og foran mig lå havet og den blå himmel i horisonten med den bagende sol. Jeg var på randen til at kapitulere, men et eller anden sted var det en nødvendighed for mig med denne kraftudfoldelse.
Jeg vidste dog instinktivt at jeg løb for at glemme. Men øjeblikket efter jeg havde bundet mine løbesko og til jeg løb det sidste skridt, var jeg i en tilstand af ren rationalitet, hvor kun tiderne, de rå data og fart spillede en rolle. Jeg ænsede ikke naturen omkring mig og de tanker som utallige gange nåede op i mit bevidste sind i løbet af dagen. Nu handlede det om at nå 2 sekunder hurtigere hen til svinget som signalerede den første kilometer. I nogle enkelte klare øjeblikke mens jeg løb, kunne jeg se mig selv udefra. En midaldrende slank skaldet mand med ængstelige indsunkne øjne der løb som gjaldt det livet.
Hvorfor denne flugt?
Jeg stoppede op og så ud over havet som jeg de andre dage ikke havde ænset. Det var så smukt.
Jeg mærkede hvor udmattet min krop var og hvor opfyldt mit sind var af sorg. Min kone var død. Min kone er død. Det var denne erkendelse jeg skulle slutte fred med. Livet skulle gå videre, men ikke det liv jeg de sidste 6 måneder havde levet. Det var en benægtelsestilstand som ødelagde mig indefra. Havde jeg overhovedet følt noget de sidste par måneder?
Tallene havde hjulpet mig til at glemme og når den sidste opgave var overstået, trak jeg i løbeskoene og tænkte endnu engang på tal. Her i denne sene aftensol, forstod jeg at hun var død.
Mine forsvarsværker og modstandskraft sivede ud ad mig og jeg faldt sammen og faldt ned i sandet på mine knæ. Tårerne trillede ned ad mine kinder, jeg hulkede og snøftede. Jeg var tom for ord og det at råbe føltes fjern for mig, selvom jeg havde lyst. Her sad jeg på knæ mens verden omkring mig forsatte: Havet brusede, mågerne ledte efter fisk og affald og små myre fes rundt i sandet. Det var mig fuldstændig ligegyldig. Alt føltes ligegyldigt, når du ikke var der længere. Du var død. Letsindige smilende dig.
Jeg vågnede op af min sørgende tilstand, da mine knæ begyndte at værke. Jeg kiggede op med tårer i øjnene og så at solen var langt tilbage i horisonten og det var tusmørke. Jeg rejste mig besværet op og gik med tunge skridt hjem ad. Hjem til det stille hjem, hvor du ikke puslede i køkkenet, tændte for vandet til badekaret, eller bankede tæpper. Disse lyde som jeg engang forbandede men nu af hele mit hjerte ønskede tilbage. Da jeg kom hjem skrev jeg en seddel til mig selv og hængte på køleskabet: "En dag ad gangen"