Jeg vågner, badet i sved. Jeg kigger rundt. Får øje på uret på væggen. Kl. er kun 03.35. Det var en drøm. Rolig, forsøger jeg at sige til mig selv. Jeg ligger i sengen lidt. Kan ikke rigtig falde i søvn. Kigger på min veninde. Hun sover. Så dejligt og fredfyldt. Hun har sikkert ikke den fjerneste idé om, hvad der lige er sket for mig. Det fortjener hun heller ikke at vide. Jeg overvejer at ringe til min mor, men hun sover sikkert. Lad nu bare kl. blive 8.00 så jeg kan komme i skole. Væk fra den tarvelige drøm.
Jeg står på stationen. Jeg skal med toget for at komme i skole i dag. Jeg føler mig klam lige nu. Det strammer henover brystet. Jeg vil gerne væk, men jeg må overvinde min angst og hoppe ind i det tog. Jeg kan ikke, jeg kan ikke – er den eneste tanke der løber gennem mit hoved. Jeg stiger på, overvinder min frygt. Jeg får kvalme. Kan ikke koncentrere mig om, hvad min veninde siger. Jeg vil ikke virke fraværende, men jeg tror hun kan fornemme det. Undskyld, tænker jeg. Jeg skal kaste op. Jeg vil ud! Toget standser endelig på Brøndby Strand st.
Jeg sidder og har samfundsfag. Jeg kan slet ikke koncentrere mig i dag. Jeg mærker mit hjerte banker lidt hurtigere, angsten sniger sig nådesløst ind over min eftergivende trætte krop. Jeg kan ikke mere, ikke endnu engang. Jeg kæmper imod, men tanker hvirvler rundt. Jeg giver op. Stolen forsvinder under mig, nogle omkring mig skriger, min krop ryster. Altting sortner.

Hvor er jeg? Mine lysfølsomme øjne åbner sig op. Jeg kigger rundt. Et hospital. Hvad laver jeg dog her? Døren til stuen kirker… skridt… nogen sætter sig ved min seng!! En blød og varm hånd stryger mig forsigtig henover kinden. Tager min hånd. Duften fortæller mig, hvem det er. En stemme taler – blød og sagte. Jeg mærker, jeg tør. Hun vil mig det godt. Jeg vil ikke være bange mere. Jeg er sårbar, men taknemmelig. Jeg klemmer hendes hånd. Der er lys forude, et håb – måske…