Neutralt sad jeg og betragtede skyerne, som bevægede sig kaotisk over himlen. Øjnene fulgte med strømmen, der slog bjerget tværs over dens ryg med piskesmæld. Jeg rynkede brynene en anelse, af ængstelig desperation, for at komme ud fra mit skjul. Mørket sneg sig fra vestens gyldne hjørner og dækkede solens sidste stråler, der akkurat rakte ud efter den sidste rest af lys. Vinden udåndede en sidste gang og lod landskabet ligge øde hen. Verden svandt ind til næsten ingenting og virkede ubeskrivelig lille, når mørket forklædte landet i fløj fra top til tå. Minderne strømme ind over mig som en bølge.
Tingene havde en tendens til at være minimalistiske, men tiden som barn var uproblematisk, fantastisk og et rent eventyr. Jeg red igennem mit eventyr og besejrede alle farer der lurede rundt om hjørnet. Jeg var immun over for at blive såret, intet kunne standse mig. Barndommen er en endnu mere naiv tid, end den naivitet man har som voksen. Jeg var skånet for omverdens tumult. Det er en tid der vil komme i en hver persons tid. Når døren åbnes til virkelighedens gade bliver man skuffet. Man er tvunget til at indse realiteterne og opgive barndommen. Uanset hvor meget man holder fast vil det kun ende som tovtrækkeri, hvor man på et tidspunkt, vil ende som personen med hovedet i mudderet. Min barndom blev aldrig berøvet og dog kunne jeg aldrig kalde det for min. Den blev sat på en hård prøve. Som ung måtte jeg modnes hurtigere for at kunne sætte tingene i et mere abstrakt perspektiv. Blev klogere omkring de enkle ting, tolerere at virkeligheden var hård og barsk. Ser du, jeg indså at drømmen om udødelighed kun holder vand. Der er hverken mere eller mindre tilbage af drømmen. Det var nemlig kun en drøm. Indtil han kom.
Der var en eng i min gamle landsby hvor vi altid legede, dedikeret til hinanden, vandrende hånd i hånd. Vinden var venlig og berørte græsset nænsomt. Vi var så unge, så hjerteskærende frygtløse. Drømmen varede ved og hungrede efter mere. Årene fortog sig, hvorledes han holdte mig tættere og tættere ind på livet under de endeløse stjerner, på den sanserivende barndoms eng. Jeg afgav et løfte til herren at jeg altid ville være ham tro og elske ham. Han fløj rundt om mig som en sommerfugl.
Da morgen gryede, stod hans sko ikke længere ved min dør. Han var forsvundet og havde taget min barndom med ham. Engen forblev, gemt i mit hjerte. Pludselig var han borte, til et ukendt sted hvor blæsten havde ført ham. Hinsides over landet tværs, over havet. Jeg havde brug for at sige jeg elskede ham, men ordene kæmpede i mit indre for at blive sagt. Jeg tabe min kamp og stod vemodigt tilbage. Så kærligheden passere.