Dengang da Poul Nyrup blev valgt som statsminister og holdt sin tiltrædelsestale, sad jeg hjemme hos min bedstemor, og pillede næse. Min bedstefar var rimelig stresset over beslutningen og ville køre til købmanden efter en vaniljeis som jeg iøvrigt havde tigget om hele dagen. Han blev rigtig knotten, da han efterfølgende ude midt på lande vejen klokken 6 minutter over 7 blev taget i en fartfælde på hans cykel. Bedstefar havde egentlig en transport bil til hans transportfirma - men den havde min far stjålet nogen dage før. Min far har aldrig været ligesom alle de andre fædre, for min far var nemlig meget glad for "Whiskey". Han sad altid nede på den lokale, og snakkede om da han var samfundshjælper. Nu kunne det være nok! Nu gik han i hundende, fordi at et tak, havde han aldrig fået. Min mor rejste til udlandet da min far overbeviste hende om, at hendes drøm lå et andet sted. Jeg flyttede efterfølgende hjem til mine bedsteforældre, som jeg har været rigtigt glad for. Det var jo egentlig ikke fordi jeg havde det skidt, jeg var bare ikke som andre børn. Jeg boede jo hos mine bedsteforældre, og hjalp med at skrælle kartofler, og malke køer. De andre børn boede jo i forstaden og var bange for hvad jeg ville gøre ved dem. Jeg var jo anderledes. Jeg kom altid i snavsede "overalls", og slidte træsko. Mit hår var altid fedtet, og jeg lugtede nok hellere just af perfume. Men jeg havde det sku godt, - det havde jeg. For intet kunne samlignes med den varme og trygge base jeg havde hos mine bedsteforældre. Men hele ironien i dette var, at min bedstefar samme dag døde, da en gammel samfundshjælper kørte ham ned på en puch maxi, og jeg fik aldrig min is. Men hvad betød det? Når bedstemor havde glemt hun havde vaniljeis i fryseren.