En virus er enhver computerbrugers værste mareridt. Den inficerer filer, laver rag i den og i værste fald korrupteres alt, og man må lave en format. Hviske alt rent. Filer går tabt. I lang tid er man ude af stand til at slippe tanken: ”hvorfor mig?” selvom man ved, at man kunne være mere forsigtig.
Forsigtig burde være mit mellemnavn, og alligevel er jeg blevet smittet. Det gør det ikke bedre, at samfundet har pålagt mig en last, der fremtvinger virussen i min krop.
Facebook. Enhver stalkers yndlings hjemmeside, og et sted med indhold, jeg ikke kan holde mig fra. Jeg har trykket F5 på den samme profil fem gange nu, og jeg har kun været online i et kvarter. Nogle gange overvejer jeg meningen med at have et liv. De fleste billeder, jeg er tagget på, klynger vi os alligevel bare sammen foran kameraet med poser stillinger.
Jeg trykker hårdt ned på F5 igen. Siden reloader. Jeg griber fast om musen og lukker endelig fanen. Der er fem sekunders stilhed. Mit baghoved suger af tomhed.
To klik senere lyser Facebooks åbningsside foran mine øjne.
En lyd kommer fra chatten. Jeg kigger på det blinkende ikon. Mit hjerte snubler. Stolen knirker under mig, da det gibber i mig.
”Frederikke, vil du lige –”
”Nej!” råber jeg og åbner en ny fane, så den kan dække den gamle. Det næste øjeblik har jeg rejst mig og presser døren i hovedet på min storebror.
”Hvad sker der, gider du lige kontrollere dine hormoner?”
”Har du måske set dig selv i ansigtet, det er nok dig, der skal kontrollere dine hormoner!” råber jeg tilbage. Han er glemt straks efter, jeg tripper tilbage til min stol, sætter mig med sugende mellemgulv.
Hej Frederikke, har du lavet dansk afleveringen?
Mine skuldre synker sammen. Jeg sukker. Skuffet taster jeg.
Ja, jeg lavede den i går aftes. Jeg gætter, at du ikke har lavet den? Den er til torsdag, har du ikke lidt travlt?
Jeg venter i to minutter. Blink.
Da ikke når den er til torsdag.
Vi har også kemi for.
Anyway, hvordan forstår du det med den røde rullekrave?
Jeg tænker tilbage og giver ham svaret.
Den ligger lige ved siden af skålen med æblerne. Bare sig noget om syndefaldet, når han tager den på.
Tak ;)
Der står den. En blinkende smiley stirrer på mig. Mine hænder ryster, jeg er underligt opildnet. Hvordan kan noget så simpelt som et ikon gøre min krop overlykkelig?
Pludselig er jeg meget varm, det er nærmest svimlende, og jeg har skrevet, før jeg helt indser, hvad jeg er i gang med.
Det var så lidt. Hey, har du lyst til at lave noget efter skole i morgen?
Jeg stirrer på enter. Hvis jeg ikke gør det nu, kan jeg lige så godt opgive. Hvornår ellers?
Jeg griber modet, mens logikken endnu ikke har grebet til orde.
Send.