Jeg sidder på en plastikstol i venteværelset. Det er ubehageligt at vente. Vente sammen med alle de andre der hver især bærer rund på noget. Sandsynligvis noget klamt, noget de vil være foruden. Det jo derfor man tager til lægen. For at komme af med ting og få hjælp. Væggene er hvide og rummet føles koldt. Koldt og kedeligt, man får lyst til at gå, eller sætte sig til at græde. Græde over alle dem der skal sidde og vente her, på svar, på hjælp, i sådan et rum. Et rum uden sjæl og varme.
I hjørnet sidder der en mor med sit barn. Barnet ser syg ud. Det har røde knopper om munden, øjne er fjerne. Moren bliver ved med at holde om barnet. Tæt ind til hende, som det lige pludselig skulle forsvinde og aldrig komme tilbage, blive til støv i hendes hænder.
Overfor sidder en gammel mand med søvnige øjne og slappe arme. Hans hår er tyndt og hvidt, næsten gennemsigtigt. Helt hvidt, jeg har altid elsket hår der er hvidt, det ser så smukt ud. Jeg tror grunden til hår bliver hvidt når man bliver gammel, er sådan vi er klar til at blive engle. Vi bliver uskyldige engle, klædt i lyse farver og vores hår vil passe til. Manden ser så rar ud, men så svag at man ikke tør sige noget, et vindpust ville få ham til at falde fra hinanden. Men jeg smiler kærligt til ham, da jeg fanger hans blik. Snrt bliver han en smuk engel.
Jeg danner mig en lille historie om alle der sidder og ventet. Hvad de har været igennem, hvad de skal have hjælp til, svar på. Det får mig til at glemme tiden, der er fløjet af sted. Det går op for mig når en høj mand ved hvid kittel råber mit navn. Jeg rejser mig stille op og går med små skridt over imod ham. Jeg havde glemt, hvorfor jeg var her, men nu kom det blomstrende op igen. Nervøsiteten, frygten for svaret.
Lægens ansigt så anstrengt ud og rynkerne i panden var dybe. Mine øjne blev fyldt med vand og en kæmpe knude dannede sig i min mave, da han med en usikker, men varm stemme sagde, jeg var HIV positiv.