Billede 1. Lige nu situation:

Middag hos svigerforældrene.
Deres børn, tre drenge og datter.
Jeg er gift med datteren. Sammen har vi en søn og en til er på vej.
Alle har deres hustruer, børn og hunde med.
Det er på landet.
Her spises hurtigt, alle taler på samme tid med mad i munden, på fynsk.
Der stanges til fadene med egen gaffel og der pruttes vellystigt.
Hundene render rundt under bordet og stikker deres snuder op i vores underliv for at tikke og gribe rester.
Middagen er noget pandestegt, egen slagtning, masser af kartofler og sovs.

Billede 2. Om manglende sprogøre:

Jeg er fra København. Jeg har giftet mig med en fynsk pige, som kommer fra et helt andet miljø. Mine skikke, traditioner og opdragelse er helt anderledes. Spiser pænt med kniv og gaffel og ville ønske, at der var bestik i maden. Plejer for det meste, at tygge af munden før jeg taler. Taber koncentrationen. Føler mig udenfor, i et fremmed land. Siger ikke så meget, for jeg forstår ikke hvad de siger, på hurtigt fynsk med mad i munden.

Billede 3. Børneopdragelse og god bordskik:

Og så var det nogle af de andre børn, der ville have noget andet at spise, end det der blev serveret. Og svigermor smører syltetøjs madder. Så vil alle have. Min søn kigger på børnene, ligner et spørgsmålstegn, ser over på mig: Uden at sige noget kan jeg se i hans øjne, at han spørger: ”Må jeg også, få syltetøj?,”jeg gengælder med en hovedrysten. Svarer ham; ”Du spiser din mad, som er serveret!”.

Billede 4. Slået til :

Og svigermor fjerner hans mad og serverer syltetøjs madder.
”Hov…hov…”, siger jeg højlydt, ”den går ikke…min søn skal have ordentlig mad!”.
Og alle de fynske hoveder ser på københavnersnuden; Siger han noget?
Svigermor vender retur; ”Når I er inviteret hos mig, så er det mig der bestemmer, hvad din unge skal spise!”. Sidder naglet til stolen, med en hundesnude i mit skræv.
Ansigtet er hvidt, hjertet springer et par slag over, samler kræfter til et ildrødt, hovedløst arrigt angreb på svigermoderens nedgørende facon og amoralske tackling af min søns ve og vel. ”Hvad i alverden bilder du dig ind?!! … du skal ikke trodse min opdragelse af min søn!”… begyndende skælvende tilstand og blodet forlader stille hovedet. Lang tavshed. Alle er stoppet med at spise og snakke fynsk med mad i munden. Er han nedlagt nu?

Billede 5. Vælg kampe med omhu:

Med bævende, rasende, næsten total lydløs stemme. ”Det her kan jeg ikke … det vil jeg ikke finde mig i!”. Aha, han rejser sig igen. Kampen fortsætter.
Rejser mig, sparker til hunden for mine fødder, lægger servietten, ser mig omkring.
Indser, at jeg er helt alene i et fremmed land med andre skikke.
”Tak for mad. Undskyld jeg ikke spiser op,” ser på min kone, som har valgt deres side, hun er også på hjemmebane.
Mit raseri er benzin, da jeg gik hele vejen hjem, fra syd til Østfyn.