Kære Dagbog

Hele weekenden har stået i formatteringens tegn. Jeg var efterhånden lidt halvtræt af win2000, som jeg alligevel ikke kunne hitte rundt i, til stor irritation for både mig selv og andre. Havde derfor igennem et stykke tid gået og sagt til mig selv, at jeg ville tilbage til win98, men dette er ikke bare lige til fandt jeg ud af, så jeg fik en aftale i stand med Keld om, at han ville komme og rede trådende ud for mig.

Så nu sidder jeg med en ren installering af win98ME og det hele er forløbet så og sige uden problemer.

Det største problem var nok at mase 6GB ned på et 2GB drev. Uha, med lort jeg igennem det sidste års tid havde samlet sammen, men mon ikke det er noget mange kan nikke genkendende til; man støder ind i noget og efter 2 sekunder er man overbevist om, at "det" kan man sandelig ikke leve foruden og noget man bare må downloade. Efter nogle måneder ender man så ved et tilfælde netop i det hjørne af maskineriet, hvor man gemte det og NU kan man slet ikke engang huske, hvad søren det var til :-)

Nu er alt sådan noget totalt slettet og så skal det overhovedet ikke undre mig, at jeg om 2 uger godt kunne bruge det og så starter det hele forfra igen. Ak ja, det er vist bare mig i en nøddeskal :-)

I eftermiddags undergik Tanja en ren forvandling. Hun ville ned og lege og det er ret nyt, at det er noget hun får lov til. Tanja har det nemlig med at "forsvinde" ud i den blå luft. Finder hun noget der er interessant følger hun sporet som en anden blodhund og vupti.... hun er væk. At hun så samtidig er meget selvstændig og ikke går af vejen for noget, gør også at hun ikke bare har fået lov at gå ned og lege alene, men jeg kan jo ikke til evig tid lænke hende heroppe i lejligheden, ej heller gå i r*ven af hende.
På et tidspunkt må jeg give slip og så håbe på, at hun lærer at der er visse regler at følge uanset HVOR interessant der er bag det næste gadehjørne, men mon det dog ikke også en dag går op for hende?

Legepladsen er lige nedenfor og jeg var da også tit hende ved stuevinduet for at se, hvad hun lavede. Hun havde forinden højthelligt lovet mig, at hun ikke ville gå i nærheden af det større vandhul, som er midt på græsplænen, til højre for legepladsen. I et stykke tid gik det også fint. Om det så var fordi hun vidste jeg med mellemrum kiggede efter hende eller ej, skal jeg lade være usagt.
Men ak....da jeg for 127. gang kiggede stod Tanja med begge ben dybt plantet midt ude i vandhullet. OP røg vinduet og jeg nærmest skreg ned til hende og UHA tøsen fik fart på og væk kom hun, med små futtende barnefødder i fin retning af legepladsen igen, med et ansigtsudtryk som om hun aldrig havde været i nærheden af det vandhul.

Lidt senere bankede det så på døren og en pige spurgte, om Tanja måtte komme med hende hjem og lege. Pigen - Belinda - som jeg fandt ud af var 6 år gammel, fortalte både hvad hun hed og kiggede vi ud af stuevinduerne, kunne vi se i hvilken opgang hun boede i. Vi skulle bare kigge efter 4-tallet. Øhh...jamen..... det var vel okay og så futtede de to piger ellers afsted.
Tilbage sad jeg så og bare funderede over, at NU var Tanja da vist blevet lidt ældre. Helt galt gik det da først senere, da hun dukkede op igen og spurgte om Belinda og hende måtte lege her. Nøj, hvor var det bare underligt. Tanja præsenterede din nye veninde for både kattene, os, viste hende Jesper og Lasses værelser osv. og gudhjælpemig om ikke også præsentationen gik forbi fryseren!!!! Vidste da heller ikke helt om jeg skulle le eller græde og gud vide, hvad Belinda tænkte, men pyt... de legede sammen 1 times tid, hvorefter de gik hver til sit igen og lovede at de ville lege sammen igen i morgen :-)

Det hele har åbenbart også være mere end Tanja kunne klare, for allerede ca. 18.45 faldt hun sovende omkuld på en madras herinde i stuen.

Selv sidder jeg bare og nyder at kunne høre musik igen - en cd med The Corrs. Jeg har jo ikke hørt musik alle de dage, hvor Jesper har ligget på sofaen, fordi han har været og til dels stadig er skidt tilpas.

*G* Og bedst som jeg skriver det kommer knægten tøffende med han dyne igen *G*
Ja ja ... så er det vist heldigt, at jeg har et par hovedtelefoner :-)

Kære dagbog, jeg vil forlade dig for denne gang, men vi mødes snart igen.