Jeg cyklede mig en tur i lørdags. Jeg skulle handle og A havde bilen. Så dagens indkøb skulle for engang skyld foregå på cyklen. Solen skinnede. Markerne blev høstet. Himlen var blå. Vinden var mild og lun. Ny turkis cykelkurv hægtet på foran. Ipod i ørerne og så tramp afsted i pedalerne. Tog en dyb indånding. Igen og igen. Nød alle de smukke syn og sanseindtryk. Mærkede indeni at alting er ok! De udfordringer vi har haft er omkring døde ting. Bilen og idiot-håndværker har kostet os så mange mange penge indefor de sidste få måneder.
Men det går nok. Alting skal nok gå - det var den følelse jeg kørte afsted med. Følte mig heldig, lykkelig og glad.

Måske var det de strejf af solskin, der løftede humøret lidt. Fik mig til at føle mig ydmyg. Mellemmanden tumler med svære tanker i øjeblikket - især spørsmål og frustrationer omkring hvorfor han skal være blind. Det er uretfærdigt, det er svært og det gør ondt. Det smerter mig så langt ind i hjertet, for jeg kan ikke hjælpe ham. Jeg kan ikke fixe ham. Jeg kan kun være der med kærlighed, støtte og kram. Når en syv-årig skal acceptere og håndtere så svære udfordringer og følelser, bør sådan en som mig så ikke sætte lidt mere pris på alle de smukke små ting i hverdagen, som jeg ser, men ikke værdsætter! Bør sådan en som mig ikke slappe lidt af med at brokke mig over trafik og job?
Tror det var alle de ting som jeg samlede sammen i mit hoved mens jeg trampede afsted. 1 time helt alene med Mads Langer i ørerne. Med visheden om at mine kære alle var glade.

Gik lang tur med A om aftenen. Ud ved markerne. Kælede lidt med køer og får. Mærkede den lidt kølige aftenluft og så den smukke sol sænke sig. Hånd i hånd. Tid til snak. Tid til os. Tid til at nyde. Så hundene springe afsted i fuld fart over markerne.
Søndag aften ...måske havde jeg jinxet det hele lidt ved at være så lykkelig....
Vi havde været ude og gå en aftentur med de to små. Snakket om vigtige ting som lektier, venner, is der smelter, Harry Potter og Voldemort og om dengang de selv var babyer. Vi kom hjem og der sad Stegger-hunden i sådan en underlig position op af væggen. A skældte straks på ham, da han troede han var lystig - hvilket han ofte er i øjeblikket og humper alt - men da han forsøgte at gå kunne vi se at noget var galt og det var ikke bare en stiv ......

Jeg lå på gulvet ved ham hele aftenen. Han småpeb. Var han blevet stukket af en hveps? Havde han leget lidt for voldsomt med Kvik-hunden?
Mandag morgen var alt godt igen. Pyha......
Indtil igår. Jeg kom hjem og fandt ham med bagpartiet slæbende dødt efter sig!
Ungerne flippede ud. Jeg ringede til dyrlægen. Ungerne flippede endnu mere - for sidst da vi kørte Scooby-hunden til dyrlægen kom hun ikke hjem igen.
Det så skidt ud. Jeg fik ham ikke med hjem igen. Han blev transporteret direkte til dyrehospitalet.
Jeg har grædt og grædt...ungerne har grædt. A nægter vist at acceptere det.
Kørte ud til hospitalet igår aftes, for at ungerne kunne sige godnat (læs: farvel). Vi fik at vide, at når de havde bedøvet ham for scanning her til morgen og de fandt noget slemt, så ville han ikke vågne igen for at få sprøjten, så vi skulle sige farvel.

Svært at se ungerne så kede af det og svært at trøste når man selv stortuder.

Havde en urolig nat og har så sidddet på stikker her til morgen. Fik at vide at hvis det er en blodprop eller en diskosprolaps, så ville det koste 22.000. Vores forsikring dækker kun op til 13.000. Og så ville han måske ikke få det godt bagefter.
Svær ventetid.
Kunne mærke at jeg slet ikke var nærværende. Sjovt nok var boss meget forstående - nok mere end han er ved barn syg!!?? Han fortalte om sin percer-kat som han havde været helt knust over dengang den skulle aflives. Ville aldrig have tænkt at han var en katte-mand?
Endelig ringede de fra hospitalet....svær diskosprolaps, men han var så meget i bedring her til morgen, at de vil give ham en chance uden operation, men med hvile og medicin. Vi skal så pleje ham i 3 uger og hvis alt går godt, så bliver han frisk igen, måske med en lidt stiv ryg, men uden smerter.

Er lettet nu. Er også igen bevidst om at vi stadig er heldige. Ville så meget hellere betale alle de penge vi ikke har til at han kan blive rask end at skulle skyde dem i bilen, men ved også at balancen er hårfin for hvornår det er ok for ham eller det er for vores skyld. Nu får han chancen og vi vil passe og pleje ham så godt vi kan! Opvaskemaskine, bil, støvsuger......op i r.... med det - jeg lever gerne jinxed, bare det kun rammer de døde ting!
Nu vil jeg sende alle mine positive tanker til min steggerhund og krydse fingre for, at han igen kan nyde en aftentur med os!

M