bare træt...aldrig alene
Kenny Raun (...
11 år siden
Guldbryllup
Hanna Fink (...
5 år siden
Sommer
Hanna Fink (...
8 år siden
Næste stop: normalitet
Syrene Hvid
5 år siden
Anden bog started
JesperSB
3 år siden
Dyssocial og Narcissistis...
Ida H. Celan...
11 år siden
Dagene der forsvandt som ...
David Hansen...
9 måneder, 25 dage siden
Alice, we are not in Wond...
Tine Sønder ...
12 år siden
Anden dag på Fyldepinden
Gaffa Brandt
11 år siden
Nørrebroske minder.
Rudi Kouring...
9 år siden
Katten, sofaen og jeg
Carsten Cede...
8 år siden
Tankemylder og dagene der...
David Hansen...
8 måneder, 10 dage siden
Helbred 2
Hanna Fink (...
9 år siden
Mit første blogindlæg
Nikoline Bus
7 år siden
Forbi ....
Halina Abram...
7 år siden
Flæskesteg og brækkede ri...
Olivia Birch...
10 år siden
Tiden
Zein Ali (Bi...
3 år siden
Frikadellemor
Olivia Birch...
9 år siden
Rocketman - Kasper Lund
Kasper Lund ...
8 år siden
Døde dun
Tine Sønder ...
11 år siden
Dancer in the Dark.
Camilla Rasm...
6 år siden
Gamle skole
Nikitaolsen1
9 år siden
Hverdag
Hanna Fink (...
6 år siden
Et lille hjerte krydser m...
ingelnielsen
11 år siden
Jeg kan ikke nå's!
Katrine Søre...
10 år siden
En lidt hård weekend, kry...
xangelx
8 år siden
Udtrækssofa og ubarberede...
Victoria Wan...
9 år siden
Sidste udstillingsdag
Hanna Fink (...
10 år siden
Sønderborg ugeavis ultimo...
Martin Micha...
5 år siden
Skoddag
Suree Lio (L...
12 år siden
Bornholm1
Michala Esch...
16 år siden
En stille bøn
Bastian
12 år siden
Kaos?
Per Z
10 år siden
Cheshire Cat Grin
Tine Sønder ...
12 år siden
Dobbeltmoralsk miljøforkæ...
Merida Dunbr...
5 år siden
Lufthavnen - sjæl i flamm...
Salomon
9 år siden
Beskæring af roser
Hanna Fink (...
11 år siden
Gennem et slør af rubinrø...
Olivia Birch...
10 år siden
Et liv i en retning...
Patrick Bolv...
11 år siden
Er kreativt værksteder me...
Simone Reinh...
1 år, 8 måneder siden
Sæsonpræget spisevaner 24...
Anna Gammelg...
2 år siden
Dreamtime tæller får, dow...
Camilla Rasm...
7 år siden
Måske nattøjsdag
Hanna Fink (...
12 år siden
Hvor blev mit af?
roed
11 år siden
Forberedelse til eksamen
Annabell Nie...
10 år siden
Onsdag - dagen profilen h...
Annabell Nie...
10 år siden
Skrivende
Michala Esch...
6 år siden
dating.
Ruth Christe...
8 år siden
13 dage endnu... måske...
Michala Esch...
15 år siden
Dagbogsnoter fra onsdag nat/torsdag morgen:

Det er nat udenfor. Jeg kan ikke sove – har sådan en uro i kroppen. Måske fordi, jeg har overbelastet mig selv – gik lidt amok i en rengøringsrus, nu betaler jeg prisen.
Samtidig går mine tanker til Ole. Ole, der nu ligger og er ved at dø …

Døden er ubarmhjertig – i hvert fald for de efterladte. Og jeg fristes til at knytte min hånd og true ad himlen – ikke flere dødsfald tak!
Jeg synes stadig, vi kæmper med eftervirkningerne af Lillys død, men nu truer et nyt dødsfald. Det er som om, vi er med i en ufrivilligt omgang af ’den som flaskehalsen peger på’. Lige nu ligger Ole sandsynligvis og er ved at dø, og vi sidder bare her og aner hverken, hvorfor eller hvordan. Hverken hans kone eller ekskone kan hjælpe med brugbare oplysninger om, hvad der foregår. De er sandsynligvis en af de næste, flasken standser foran, og det er modbydeligt at tænke på, men ikke desto mindre, presser tanken sig på.
Det varer ikke længe, så er det mine forældre, der er den ældste generation; mine onkler, tanter og fastre. Min mormors generation begynder at blive tyndet ud. Snart er der kune hende tilbage … Og mine brødre, fætre, kusiner og jeg vil være de yngre (ikke unge – gisp!), der skal føre slægten videre. Og vores børn vil blive de små, dem, som fremtiden drejer sig om.

Det er nogle dage siden, vi fik beskeden om, at Ole var indlagt, fordi han ikke kunne komme ud af sengen og havde smerter efter et fald. Han og hans kone, Gudrun (min mormors bedste veninde og gamle klassekammerat – sjovt, som tingene udarter sig), skulle ellers have været herover sammen med min onkel, Thorsten, på mandag. Vi havde planlagt en masse og glædet os til gensynet, efter ikke have set dem et helt år.

Ole er min mors onkel og min mormors bror. Da min morfar døde, alt for tidligt, blev Ole en slags ’surrogatfar’ for min mor og onkel. Derfor har han også været en slags morfar for mine brødre og jeg. Vi har altid kaldt ham ’Onkel Ole’ – selvom han jo egentlig ikke er vores onkel.

For mange år siden flyttede han til Hjørring med familien, pga. sit job indenfor militæret. Senere, efter hans pension, blev de på egnen. Hver sommer, da jeg var barn, var vi en tur oppe for at besøge dem og boede i et af sommerhusene i Skallerup Klit. Jeg husker disse somre og efterår med en dejlig glæde. Vi havde ofte vores hund(e) med og kørte derop i bil. Det ene år, mens min bror og jeg var ganske små, blev bilen – en lille bordeauxfarvet Morris Maskot (’Mr. Beanbil’) pakket til en lang sommer i det nordjyske. Min bror var stadig så lille, at barnevognen skulle med, så den blev surret fast på taget. Overalt på bilen var der kufferter, børneudstyr m.v., og på bagsædet tronede min bror og jeg i datidens store børnesæder.
Da vi kommer om bord på båden, bliver vi anvist en plads mellem større vogne og lastbiler. Foran os holder en stor, flot bil med far, mor og en lille knægt. Da mine forældre står ud af bilen, hører de drengen sige til sin mor: "Nej, mor, se en lille bil – de må være meget fattige!" Og selvom vi ikke var fattige, var vi bestemt heller ikke rige – men vi var lykkelige!

-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Omkring klokken halvfire mærkede jeg pludselig en dejlig fred. Jeg blev endelig tung i kroppen, smerterne fortog sig, og jeg kunne falde i søvn. En meget dyb søvn!

Omkring ettiden, blev jeg vækket af telefonen. Jeg nåede lige at se på displayet, det var hemmeligt nummer og kunne regne ud, det nok var mine forældre. Sandsynligvis med besked om at Ole var død. Jeg nåede lige at tænke, jeg hellere måtte ringe dem op, da jeg atter faldt i søvn.

Ved halvfire tiden vågnede jeg igen – efter at have sovet godt og vel tolv timer. Næsten samtidig med jeg slog øjnene op, ringede telefonen, jeg stadig knyttede i min hånd. Det var min mor igen – og ganske rigtigt: Ole døde i nat. Han sov stille ind klokken halvfire – stort set samtidig med jeg mærkede en fred i kroppen og faldt i en fredfyldt, afgrundsdyb søvn. Jeg er realist nok til at tro, det ingen sammenhæng har. Alligevel kan jeg ikke lade være med at spekulere over den pudsige sammenhæng. Gad vide, om de andre har følt noget? Jeg ved kun, min mor så at sige ’sov fra det hele’.

Oles to døtre sad ved hans side, da han døde. Vi har nu fået lidt flere oplysninger om forløbet gennem hans ældste datter (min mors kusine), der også er sygeplejerske. Åbenbart havde han prostatakræft – hvilket jeg i hvert fald ikke vidste. Om det er det, han er død af, ved jeg ikke.
For nogle dage siden tilbød hospitalet at sende ham til nogle flere undersøgelser (noget, de vist først nægtede), men hans døtre valgte, at nu skulle han have fred og ikke gennem mere. Jeg ved, han gennem de sidste mange år har kæmpet med daglige (og stærke) smerter pga. ansigtssmerter (Trigeminusneuralgi). Der er forsøgt alt muligt for at hjælpe ham, uden resultat.

Hvorfor ved jeg ikke, men hospitalet fjernede hans morfin under indlæggelsen. Jeg kan ikke forstå, hvorfor en gammel, døende mand ikke kan få lov at blive smertestillet? Måske har jeg bare fået forkerte oplysninger – det håber jeg da! Oveni i dødskampen, kæmpede han altså også med abstinenser og smerter.

Hans datter fortalte, han havde nået at snakke med dem og sige: "Dette her er hårdt" – vist nok henvisende til, at han vidste, han skulle dø snart.

Min onkel – lige hjemvendt fra Gran Canaria – skulle have været derop i dag, med afgang hjemmefra halv seks. Oles døtre nåede at give ham besked, før han tog af sted. Det smerter mig lidt, de ikke nåede at få sagt farve. Både for Ole og for Thorstens skyld. Det havde betydet meget for dem begge.

I stedet tager Thorsten nu til begravelsen med min mormor. Jeg er glad for, der er nogen til at tage med hende.
Vi andre er blevet enige om at blive. Både fordi, det er en lang og besværlig tur. Men også fordi den er dyr. På denne måde skal vi heller ikke ud at finde logi eller belaste de tættere pårørende med overnatning eller følelsen af, at de skal ’opvarte’. I stedet bruger vi pengene på en større og pænere krans.

Hvornår han skal begraves, vides ikke endnu. Først skal han obduceres – præcis, hvorfor, ved jeg ikke. Min mor synes, det er væmmeligt. Jeg synes nu, det er meget rart at kunne få præcis besked. – Manden var trods alt frisk for mindre end en uge siden!

Men nu har han da fået fred! Han skal aldrig mere kæmpe med smerterne. Det er rart at tænke på.
Men jeg vil savne hans smil ... hans varme, hans humor. Hans kærlighed til alle os i familien. Hans jyske stædighed! Det hele.

Godnat onkel Ole – sov godt!

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Så fik han fred er publiceret 27/07-2006 19:12 af Line Find-Andersen (ALFen).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.