Hvordan man klarer at være sammen med en person, der er nede i kulkælderen konstant og hele tiden, må der være skrevet bøger om!

Jeg har tydeligvist ikke læst nogen.

Jeg ved ikke hvordan det overhoved har kunne lade sig gøre, at jeg stadig sidder oprejst. L er nu på syvende dag dernede, hvor ingen kan nå ham.
Før i tiden kunne han altid finde hvile og lindring i mig, i os. Men nu lukker han alting ude.

Han nåede at være hjemme i 2 dage før det tiltede for ham.

I går græd jeg stort set hele aftenen. Sådan har det været de fleste aftener i denne uge.
I dagtimerne kan jeg dog finde lidt styrke til at holde hovedet oppe. Er jeg på skolen, prøver jeg at koncentrere mig så godt som muligt. Men under cykelturen hjem, begynder frygten allerede at brede sig.

Jeg kan ikke nå ham. Jeg forsøger synes jeg. Jeg prøver at nærme mig ham, prøver at sætte mig ned og tale med ham men ingenting hjælper.

Mit håb og min tro på at vi nok skal få tingene til at lykkes, hænger i en lille-bitte tråd. Han giver mig absolut ingenting for tiden. Jeg kan ikke mærke hans kærlighed, ingen følelser og ingen reaktion what so ever! Kun hans triste blik.

Han siger han ikke kan. ”Jeg kan ikke”…”Jeg kan jo ikke!”…”Jeg gør dig alligevel bare ked af det”. Jeg er blevet så fucked up i hovedet, at jeg tror han egentlig gerne vil gå fra mig men bare ikke kan overskue at tage initiativet. Så jeg gjorde det let for ham. Spurgte ham direkte om det var tanker han havde. Igen fik jeg nærmest ingen reaktion og det i sig selv er dræbende. Han siger ikke han vil, men siger heller ikke det modsatte.

Hvordan skal jeg tolke den???

Jamen er det gået for stærkt? Vil han ikke det her? Vil han ikke barnet i min mave? Vil han ikke mig?

Jeg er i syv sind omkring ham. Jeg har brug for ham men han siger han ikke kan. Hvordan skal jeg klare mig igennem det her? Jeg er gravid for h….. Hvorfor giver ingenting ham håb? Hvorfor giver JEG ham intet håb? Betyder jeg ingenting?

Jeg ved godt at det sikkert ikke har noget med mig at gøre. Jamen jeg ved det ikke med sikkerhed, sådan har det bare været før i tiden. Men det rammer MIG, det rammer os og det har det ikke gjort før. Han har altid kunne lukke mig bare lidt ind.

Det føles så absurd det her!!! Jeg fatter slet ikke at jeg er i DENNE SITUATION!!! Mig???

Jeg kan ikke forstå det.