Tænk engang?!

På et tidspunkt besøgte jeg denne side så ofte, at jeg med blindskrift kunne logge mig ind. Nu måtte jeg bede om at få mit password tilsendt!

Men jeg lever stadig og ser frem til at begynde at skrive lidt igen. Det trænger jeg til!

Hverdagene er fyldt med stres og gøremål. Mit studie tager nærmest al min tid. Mit skema løber op i 34 timer og dertil skal plusses 3 timers daglig transport og lektier. Jeg forstår faktisk ikke hvordan jeg overhoved får tid til noget andet...så som familielivet herhjemme. Energien humper lige med men volder mig også de største kvaler. Faktisk er jeg lige til "kassen" når jeg rammer hjemmet kl 16.30...men så skal jeg være mor, kæreste...og gravid i nu 32. uge!!! Den kommende barsel bliver vidunderlig og jeg kan ikke vente. Faktisk vil jeg forsøge at fremskynde den lidt.

Jep...endnu et barn - endnu en lille dreng er vi i gang med at producere. Graviditeten føles anderledes denne gang. Da jeg ventede Emil var jeg så let til bens. Jeg hyggede mig med den store mave og husker hvordan min krop bare føltes i harmoni med alt hvad der skete. Denne gang er det ikke det samme. Jeg følte mig som højgravid allerede efter 6 måneder og døjer med de grimmeste rygsmerter. Jeg hader det ikke - slet ikke - men er bare super besværet. Jeg kan jo heller ikke bare slappe af på samme måde i denne graviditet. Jeg har en lille på 3 som vil lege, tumle, rode og helst have sin mor som hun plejer.

Min mave er STOR! Alt er stort...og alle andre ser så små ud. Babyen sparker livet ud af mig men lige meget hvor ubehageligt det kan være, at blive losset på det samme sted en hel nat igennem, nyder jeg livstegnene. Endnu en dreng...og lillebror til Emil.

Vi bor sammen igen og har vel haft den "løbetid" vi skulle bruge. Vi føler begge at prikken omsider er faldet på plads over det "I".

Jeg må løbe....der bliver kaldt