Jeg syntes lige det gik så godt. Selv om jeg virkelig ikke er glad for mit arbejde, så er jeg faktisk generelt i ret godt humør, når jeg er herhjemme. Jeg har masser af energi - endda også om morgenen - i hvert fald når jeg er kommet ud af fjerene. Jeg hygger mig virkelig. Laver god stempelkandekaffe. Hører P6 Beat. Om aftenen laver jeg god stempelkandekaffe og har fået mig en lille fræk affære med en flaske Bailey. Sikkert ikke godt for figuren. Jeg er begyndt at gå til yoga igen og sover som en baby. Men på det seneste er Bjørnen igen dukket op. I mine drømme. Vi finder sammen igen. Eller jeg er lister rundt i hans tomme lejlighed. Den kæmpestore lejlighed er blevet til et helt spøgelseshus. Jeg er der (i mit hoved) når han ikke er hjemme. Den knugende tomhed og stilhed. Hunden er der ikke. Oh GOD hvor jeg savner den kæmpestore langhårede Schäfer. (Og jeg ved den savner mig) Eller jeg har mærkelige samtaler med hans venner i mine drømme. Jeg tænker ikke på ham på arbejdet. Men nogle gange, når jeg cykler hjem har jeg de her rasende samtaler med ham i mit hoved. Eller med hans venner. Hypotetiske samtaler, hvor jeg forsøger at forklare, hvad der er sket. Hvad jeg tror, han tænker og føler. Men han er ikke til at hugge eller stikke i. Han er helt firkantet. Alt preller af. Han har lukket mig hermetisk ude. Skete det virkelig på et splitsekund?

Jeg forsøger at date. Tinder. Happn. Fuck jeg hader det lort. Det er en så pisse idiotisk kunstig måde at møde nogen på. Man afskriver folk før de har fået en chance. Man zapper. Man shopper. Det bliver ikke til en skid. Direktøren holder fest på lørdag. Det skulle efter sigende være sjovt. Men jeg orker det ikke rigtigt. Hvis Koordinatoren ikke kommer - og det tror jeg ikke hun gør, hun overvejer nemlig at sige op, så magter jeg det heller ikke.

Arbejdet er blevet en lille smule bedre. Forholdet til chefen er pt tåleligt. Men det er stadig mind-numbingly boring. Jeg cykler de der god damn 10 km i modvind hver vej og sidder og taster ting ind. Det mest kreative jeg har lavet denne uge er i skjul at sidde og fedte med en ansøgning til et andet job. Marketingsdirektøren er vist godt klar over, at jeg er ved at fordampe. Han var nede ved med forleden og lovede at tilføre ressourcer. Det var lidt akavet, for min chef sad ikke så langt derfra. Og han ligesom dæmpede stemmen som om hun ikke skulle høre det. Senere tog han fat i mig ude ved kaffemaskinen og sagde at nu var det bestemt. Jeg skulle sidde med al digital markedsføring og ville få mandat og ressourcer. Men jeg skulle holde kortene ind til kroppen, til det hele var meldt ud og officielt. Jeg er selvfølgelig på sin vis glad for perspektivet. Men alligevel ikke rigtig. Selvom jeg får den position og anerkendelse, som jeg egentlig var ansat til, så ændrer det ikke ved kulturen og de mennesker jeg skal arbejde sammen med. Min chef bliver selvfølgelig pissed, når jeg bliver 'taget fra hende'. Og så kommer jeg til at skulle arbejde sammen med Italieneren og min gamle chef, som ligeværdige kollegaer - det bliver måske lidt bedre at få sit eget territorium pissed af, men snitfladerne ligger stadig lige op af nogen, man ikke rigtig kan med. Med mindre, men det tror jeg næppe, at Italienerens røv hænger i skorpen. Hvis det stod til Marketingsdirektøren, så er jeg ret sikker på at hun blev sacked. Men hun er jo Direktørens veninde. Så det kommer højst sandsynligt nok ikke til at ske. Hvis Koordinatoren siger op, så vil hendes patetiske evner som chef dog komme til at skinne tydeligt igennem.

Jeg har lyst til at lave mit eget firma. Jeg har tænkt på at så småt at begynde at starte en webshop op. Der er meget forarbejde, der skal gøres alligevel, før den rigtigt kan lanceres. Jeg har en stor snitflade til e-commerce gennem min stilling og jeg har tænkt mig at presse så meget viden ud af tiden som muligt. Det er det eneste, der gør at jeg holder ud lige pt. suge på det tekniske, grave mig ned i data. Lære så meget som muligt. Hvis jeg starter en webshop op, så har jeg tænkt på at involvere min mor. Hun går på efterløn næste sommer, og jeg er ret sikker på at det vil være en lise for hende at have noget at tage sig til. Jeg tænker hun skal hjælpe med lager + pakning - selvfølgelig kun hvis hun er interesseret. Men jeg vil vente med at introducere idéen til jeg har noget mere konkret på bordet. Jeg drømmer bare om et arbejdsliv med kontrol, mening og frihed. Frihed til at rejse og arbejde, til at tage hjem og bruge tid med familie. Måske er det en utopi? Dog er der en del, jeg kender, som har den slags arbejdsliv. Det er ikke fordi jeg tror at det vil være let, en ferie eller en dans på roser. Mere at jeg ved jeg vil kunne finde en hel anden motivation for at pukle røven af, hvis jeg vidste det var for mig selv og at jeg nogenlunde selv kunne bestemme hvor og hvornår.

Måske er det derfor dumt at søge nyt job? Jeg ved, at hvis jeg skal starte på et nyt job, så vil det æde af min fritid og energi i minimum seks måneder før man har fundet sig nok til rette til at kun at være på arbejde, når man rent faktisk er det. Det er vanvittigt energikrævende at finde sig til rette i et nyt job. Nyt ansvar, nyt område, nyt marked, nye kollegaer. Det kan selvfølgelig være vildt fedt og sjovt på samme tid, det er ikke det. Nå, jeg kaster en snøre ud efter det som er. Så må vi se.