Fødselsdepression. Altså mest over min egen fødsel og især over fejringen af den. 36 goddamn år. Gammel.
Det foregår næste weekend. Vennerne bakker op. Luna, den færøske smølf og Baronen kommer og henter mig i Minien og så kører vi til Louisiana for at se In Infinity af Yayoi Kusama. Jeg laver mad om aftenen, og der kommer et par stykker mere. Åh gulp. Jeg hader min fødselsdag. Jeg havde lige troet, at jeg endelig skulle nyde det privilegium, det er at holde det sammen med én, som man vågner med om morgenen. Men ak nej.

Bjørnen har nu ikke bare slettet mig på Facebook, men også blokeret mig efter at jeg skrev til ham. Jeg skrev kun og spurgte ham om, hvorfor han var så vred på mig. Straf, straf, straf. Lede dumme bjørne-sadist. Fuck, hvor jeg tænker meget på det forhold hele tiden. Hvad der egentlig var godt, også ærgrer jeg mig over alt det, der gik galt. Jeg håber virkelig den dumme bjørn også tænker meget over det. Jeg ved at han er i Munchen nu til en konference. Så han raver sikkert rundt til Oktoberfest. Men når han kommer hjem og tømmermændene har lagt sig, så håber jeg også savnet rammer ham. Men måske er han bare en kold skid uden følelser.

Jeg har været hjemme fra arbejde i dag. Syg og forkølet. Jeg kunne ikke overskue at tage på arbejde, men jeg kan næsten endnu mindre overskue at være hjemme. Jeg har arbejdet lidt i dag, det burde have været mere, men jeg mit hoved er ved at eksplodere. Jeg hoster og har feber. Min lejlighed er iskold, der er endnu ikke lukket op for varmen. Jeg bør tage af sted på arbejde i morgen, men hvis jeg har det, som jeg har det nu, bliver det forfærdeligt.

Arbejdet.
Jeg ville sådan ønske at det var godt. Men det er det ikke.
Min chef spænder mig ud mellem to poler: På den ene side behandler hun mig som en evnesvag retardo, på den anden side er forventer hun, at jeg kan trylle. Fint nok, men så vil jeg gerne have en efteruddannelse på Hogwarts. Gerne med speciale i Dark Arts - så jeg kan lære at Aveda Kadavra hende og italieneren. Min chef er slem nok. Jeg respekterer hende for at være dygtig, struktureret og arbejdsom. Italieneren - den anden mellemleder - hun er derimod decideret evnesvag. Ustruktureret, kaotisk. Hun synes selv hun er en sproglig feinschmecker - men helt ærligt. Nej. Det er hun ikke. Hun famler efter ordene. Hun kender ikke selv almindelige danske ord, som eksempelvis 'slipstrøm'. Hun har skrevet teksterne til det nye magasin. De er så kvalmende reklame-klammo banalt barnlige. Og de engelske oversættelser er direkte volapyk. Here there are no compromises. Hej Danglish. Skrid hjem til Italien evnesvage mucca pazza.