Gennem mosekonens bryg på cykel i sparsom gadebelysning. (yderst sparsom: læs udkantskommune). Mørkt, tyst og øde. Jeg manglede sådan set bare E.T. i min cykelkurv. Eller måske er jeg en slags E.T i denne by? Extra-terrestial. En fremmed. Et mærkeligt lille barnagtigt monster.

Godt jeg ikke er en bangebuks, og godt jeg havde lidt musik i øret.
Stranded in this spooky town/Stoplights are swaying and the phone lines are down....

Har været ude og spise ristet brød med kantareller hos far og F.

I går var jeg på svampejagt med far. Jeg siger ikke hvor. (nå, ok så, ude i skoven, til højre....schhhhh). Virkelig imponerende fangst. Orange kantareller, store heftige Karl-Johan og hvidlige pig-svampe. Jeg har lige bredt dem ud på aviser på mors havebord, så kan de lige ligge og hygge sig dér, mens jeg skriver lidt dagbog og drikker kaffe. I morgen vil jeg lave svampe risotto og en lækker svampesuppe, som kan fryses ned. Naboen, der kom med frisklagte æg den anden dag, stak hovedet ind med friskslynget lynghonning fra egne bier, fandme skønt, han fik lige en kurv svampe med. (godt nok endnu ikke rengjorte).

Svampejagten var helt i en klasse for sig. Crisp solskin, en let brise som rasler i løvet. Det mystiske absurd-grønne mosbeklædte månelandskab. Stilheden, dér langt ude på heden, dybt inde i skov og krat. Neon in Wonderland. Jeg lyste op og blinkede glad ved tanken om at være langt fra Las Vegas. Og far susede rundt, op og ned af skråninger og prustede som et damplokomotiv.

Jeg kan blive så forbandet på ham til tider, når han er bedrevidende og irriterende. Og her på det sidste har han ofte fået mig til at føle mig som en skuffelse. Han er hele tiden så pokkers skeptisk og kritisk og negativ. Men denne weekend har været fortryllende kvali-time.

Og han vil jo virkelig gerne hænge ud med hans piger (mig og søster), og det fedeste er, når vi laver noget sammen med ham, og kun ham. Som i dag, hvor vi ikke snakkede så meget. Der gik bare total guldfeber i den, vi kartede op og ned af smattede mosbeklædte skråninger og spejdede efter guld. Og snakkede om fluesvampe og vikinger, der gik beserk. Og min angst for skovflåter, jeg mangler nemlig bare lidt Borrelia og ansigtslammelser for at gøre mit liv perfekt.

I den omgang har udkanten være fortryllende, hemmelig, mystisk – venlig og nærværende. Den kan et eller andet den kant – mos og mosekoner, svampe og sveskeøjne som er Spielberg og Burton værdig.