Jeg drikker rå og usødet kakao opløst i kogende vand. Broccoli og peberfrugter spises rå og i gode mængder. Nogle dage hælder jeg kogende vand over et stykke optøet laks eller hellefisk, og så er de kogt på få minutter, men sildefileterne bliver altid vendt i rugmel og stegt. Morgenmad er gerne en banan og lidt kanel most sammen med jernholdige frø, som har fået en tur i kaffekværnen.

Er jeg underlig?

Det er anderledes, online-ulve, og hvad gør I ved det, når I ser det?

Kommunikerer I med det anderledes?

Lige nu sidder jeg og kæmper med denne dagbog, for jeg ville (konjunktiv irrealis, desværre!) egentlige gerne skrive noget poetisk, og det sker åbenbart ikke i dag, som det ses. Jeg kæmper altså for at rumme og acceptere det anderledes udtryk, som kommer ud i dag. Ellers har jeg ikke accepteret mig selv.

Det bliver sådan her i dag. Det anderledes, som kommer til at koste udstødning fra det gode selskab. Det anderledes, som afkræver jer fantasi. Har selv prøvet som barn at besøge en familie med 5 børn, hvor man satte sig på sengen med en pude op ad væggen. Og den bankede man så ryggen ind i til en omgang taktfast grand prix-musik. Jeg stillede aldrig spørgsmål, men efterlignede tvært imod, når jeg kom på besøg der. Nonverbal kommunikation.

Baggrunden forstod jeg som voksen - en familie med 5 børn. Faderen var kræftsyg hele deres liv, og børnene skulle altid passe på. De var isolerede med hinanden, for det var ikke så godt at have for mange gæster på besøg med en far i kemobehandling. Det gav mening, men velsagtens fordi jeg selv tænke, at det var anderledes af en eller anden grund, jeg ikke kendte som barn. Men jeg vidste der var en grund.

Mere anderledes! Jeg handler i Føtex, og kassedamerne spørger, om jeg samler på guldmærker. Jeg siger, at jeg hellere vil have en forretning, hvor prisskiltene stemmer overens med stregkoderne på pakningen. Og det har de så netop ikke gjort en del gange (tjek altid jeres kasseboner). Det er tilsyneladende blevet fremmed og anderledes at ønske sig noget basalt.

Mange ting anses for anderledes. Socialt uacceptable, men er der måske et socialt flertal, som udpiner adfærden og fravælger ressourcerne i anderledes adfærd. Ressourcerne i at gøre tingene på en ny måde.

Hvor mange måder binder I sko på? De kan faktisk også bindes med en almindelig knude, og selv om det er socialt uacceptabelt at gøre det på andre måder end den ene, så er det faktisk ikke ulovligt.

Jung snakkede om symboler. Bogstaver samler sig som symboler for et ord, men for Jung var symboler ikke noget, som allerede gav den mening eller betydning, man havde tiltænkt dem. Den der betydning skal man selv finde ind til, og så står man der og det ukendte symbol rækker tunge ad en. Det holder sg' nok først op med at række tunge, når man begynder at kommunikerer med det. Dette anderledes noget. Hvad gør I, online-ulve?

Jung snakkede også om, at et symbol opløses eller forandrer sig, når man kommunikerer med det og forstår det. Det fremmede er defineret som det vi ikke kommunikerer med, ellers ville det ikke være os fremmed.

Der er mange undvigelsesmanøvre.

Man kan have ondt af det fremmede og ønske for det, at det bare var normalt. Det er sådan et fromt ønske, ikk?! Og så har man i øvrigt stoppet al kommunikation, for så har man grundlæggende ikke anerkendt den fremmede.

Man kan straffe det anderledes og mene at, når man er udenfor normen, så er man også udenfor loven. Det glider jo unægtelig nemmere, hvis vi alle bare virker på samme måde, så ved man hvad man har. Man har på forhånd aflyst anderles kommunikation. Det må bare ikke findes andre!

Der er den om, at det fremmede er misundelig på "normen" og dens goder. Materielt rige snakker om jantelov og misundelse. Jeg er har ikke brug for materiel rigdom, men jeg kan godt bruge den accept, som tit følger med. Måske har rige mennesker den fordom, at vi andre ikke har menneskelige ressourcer, som fortjener anerkendelse, endsige at bruges. Måske de kun kender et enkelt sted at finde en bestemt slags overskud?

Jeg ved det ikke, så jeg er frustreret over manglende fantasi og kommunikation (Det kan ikke lade sig gøre...jeg kan desværre ikke hjælpe dig...). Så går jeg til det fremmede. (Nogle læsere vil vide, at jeg godt kan lide Lou Reeds: Take a Walk on the Wild Side). Jeg ligger på lur som en tiger og venter på symbolet. Det skal fanges og afkodes til det opløses og forandrer sig. Man kan ikke vise nogen sin anerkendelse, når de ikke viser sig.

Nadveren er et ofte gentaget symbol her i dagbøgerne. Jeg får nok aldrig opløst det i mere end at jeg altid vil have behov for at blive brugt. Og jeg vil altid kunne bruge tanken om en person, der vil gøre alt for mig. Jeg vil altid kunne bruge tanken om mig, der vil gøre alt for mig

Nogle symboler skal afkodes for ikke at gentages. Andre gentages som en påmindelse, der netop starter kommunikationen med det fremmede.

Naaadver, i Faderens, sønnens og Helligåndens navn!