Kassedamen i Føtex, som egentlig var en kassepige, flippede. Det startede med, at hun kørte mine varer igennem og afsluttede med det obligatoriske spørgsmål: Samler du på mærker?

Jeg returnerede med rigtig megen rutine efterhånden: Nej, jeg vil meget hellere have overensstemmelse mellem prisskilte og stregkoder...der er igen i dag uoverensstemmelse, som kommer til at snyde forretningen for en gangs skyld. Stregkoden var 3 kroner mindre end prisen på skiltet.

Hvad jeg mener med det?

Hvad jeg siger. Du spørger mig, om jeg samler mærker, og jeg gør dig opmærksom på, at jeg hellere vil snakke om, hvad jeg gerne vil have. Desuden kommer jeg for at handle og ikke for at få smidt verbale reklamer lige i bøtten (her understreges det lige, at sådan udtalte jeg mig ikke helt i forretningen. Jeg talte pænere der, end jeg skriver her).

Jamen, de SKAL spørge, harcelerede kassepigen.

Det forstår jeg, men I er selv frie til at være ansvarlige nok. I kan tage det op på et personalemøde, hvad I kan gøre for at tilfredsstille mig. Og de forslag, I evt. barsler med, kan I præsentere for ledelsen. Hvis I da stadig får besked på at reklamere utidigt over for kunderne, så har I da gjort, hvad I kunne. I har taget ansvar og stillet spørgsmål.

Prøv et andet perspektiv. Tag aktivt stilling og stil andre spørgsmål end: Samler du på guldmærker?

Hvad gør kassepigen til kommunalvalget?

Jeg har hørt rygter om, at man i min kommune vil bruge tomme forretningslokaler til de opstillede politikere, så man kan komme ind og få en valgsnak med dem. Så er der blæst til kamp. Hvad gør jeg? For jeg er ikke sikker på, at jeg stemmer.

Jeg ved, at jeg kommer ind i disse lokaler og snakker med politikere. Jeg skal nemlig ikke være som den kassepige og bare mene, at sådan er det nu engang. Det kommer ovenfra og kan ikke gøres noget ved.

Jeg stemmer ikke nødvendigvis, og så er der nok nogle forargede online-ulve. Men jeg vil så en dyrebar sæd.

Og hvad i himlens navn mener jeg så med det?

Jeg vil snakke med disse opstillede kommunale politikere. Jeg vil snakke med dem om ansvar, og de vil nok ikke vide, hvad jeg rabler om. For jeg vil snakke om det ansvar, som man ikke regner for noget. Lad os gøde jorden og gøre den klar til forandring ved at snakke om ansvar som noget der ikke nødvendigvis er et job på en slikfabrik, et colabryggeri eller McD.

Lad os snakke om, hvornår man ligefrem bliver forhindret I at tage ansvaret på sig. Og her vil den vågne læser huske min historie om P med demenssymptomer...fra en tidligere dagbog. Her er det faktisk alt for svært at hjælpe i egenskab af ven, fordi P egentlig selv skal føre ordet i følge regler og love.

Lad os snakke om det ansvar mange mennesker ikke tager på sig, selv om de rent faktisk har ressourcerne. Jeg har ressourcer til selv at betale mine rejser til og fra Riget, når det er tid til et af de mange tjeks, så det gør jeg. Så er der til hjælp til dem, som ikke kan betale selv. Det synes mig mere rigtigt end at gå evigt mistænksomt rundt om og dømme andre! (Ved godt, at jeg spiller et gammelt kort her, men det er nu et godt eksempel).

Lad os snakke om, hvordan vi først definerer jobs som mande- og kvindejobs. Hvordan man i dag alvorligt mener, at problemstilingen med uligeløn kan løses ved at få kvinderne over i mandefag. Så kan vi måske få øje på og stille spørgsmål til, hvordan vi prioriterer de forskellige fag, og komme frem til at diskutere, hvor hensigtsmæssigt det er. Skal folk så ikke mere tage sig af de gamle og børnene i skolen?

Dovne Robert er min helt. Måske fordi jeg er tonedøv. Men jeg kan i det mindste forklare, at det jeg hører ham sige, det er lutter spørgsmål til den måde vi prioriterer på. Det er spørgsmål til jagten på prestige.

Der snakkes om Røde Rita og Blå Bjarne, som i øvrigt begge stresser på jobbet, for at komme til Sydeuropa ned til en blå-syntetisk svømmepøl 1-2-3 gange om året.

Online-ulve, jeg ved godt, at den sidste bemærkning nok svider som ind i Hel'''''.

Question: Hvad er der galt med at gå på biblioteket med sig barn? Hvad er der galt med at tage det med i skoven? Hvad er der galt med at læse historier for sit barn og tale med det om at være menneske? Hvad er der galt med at bruge ferien til at besøge sin familie i kolonihaven og grave gulerødder op? Eller lægge løg?

Online-ulve, jeg skrev jo om det anderledes i går.

Er der noget galt med det, fordi det er som at snakke russisk til sine kolleger, når man fortæller dem, at det har man altså lavet i sin ferie? Man snakker jo om, at ens børn skal have noget at fortælle deres klassekammerater om efter ferien.

Samler du på mærker?
Nej jeg vil hellere snakke om at være menneske.

Der snakkes om Blå Bjarne og Røde Rita, eller hvad hun nu hedder.

Hvad med Ansvarlige Anna, som ikke lever op til det konventionelt definerede ansvar, men gør det, som ingen andre lægger mærke til, før den dag det ikke bliver gjort. Ansvarlige Anna, som ser et ansvar i at være taknemmelig, og stille spørgsmål til, om mere nu absolut skal have mere. Om vi nu egentlig sætter prestige mærkatet på de rigtige ting.

Hvorfor jeg ikke vil stemme?

Det er tiden ikke til, det er tid til debat og bevidstgørelse. Man må så før man kan høste. Så en kommunalpolitiker og måske høste om 10 år.

Er det ansvarligt? Jeg har det privilegium at jeg ikke skal tage andre hensyn end at snakke pænt. Privilegier forpligter...som den lille dreng i "Kejserens nye klæder". Forpligtelsen til at sige det usigelige. Deri ligger der også et ansvar.

Er jeg irriterende og provokerende?
Lad mig se, det er et rimeligt ok sprog, jeg har formuleret mine tanker i. Jeg kommer ganske vidst med nogle tanker, som vender en del ting på hovedet. Men...der er ikke nogen lov mod små drenge, der siger: Han har jo ikke noget tøj på.

I har der imod lov til at indtage mig som nadver...In nomine patris et filii et spiritus sancti.