Kæreste ven, endnu en gang er det længe siden... men nu har jeg igen brug for dit øre, så jeg kan få læsset lidt af det der fylder af på dine skuldre.

Jeg er startet på sommerferien, de store er draget af til Spanien og tvillingerne er i dagpleje. Så her er meget stille. Egentlig ville de store være blevet hjemme i år, men udsigten til en ferie i regnvejr fik dem på andre tanker - løsningen blev at Pernille lånte min Touran, og kørte med de store og kæresterne ned til solen og varmen. Nogle gange er det er en fordel for dem, at deres mor bor i Spanien. Selv om hun sidst jeg snakkede med hende luftede tanken om de måske vender tilbage til Danmark. Bank- og finanskrisen har også ramt Spanien, og da hendes mand er ansat i en bank var det vidst knapt så morsomt i øjeblikket.

Hmm, hvor er starten på det virvar af tanker der er i mit hoved i øjeblikket? Har sat mig med den bærbare på terrassen, og den obligatoriske kande kaffe og synet af haven i fuld flor. Jeg havde en af de der "a-haaaa" oplevelser forleden, hvor jeg pludselig indså nogle sammenhænge, som virkede så fuldstændig banale og indlysende - at jeg undrer mig over at have været blind for det så længe.

Egentlig havde jeg sat mig her ud for at se på mit budget og få styr på nogle papirer. Det sidste par måneder har jeg rendt banken på dørene, for at få lov til at købe en af nabo ejendommene. Det er et ældre ægtepar der har et lille husmand sted, men nu er kræfterne ved at slippe op så de vil gerne ha' et mindre hus i byen i stedet for. Deres jord støder op til min, så det vil passer rigtig fint - og nu er det endelig ved at falde i hak. Engen har været temmelig våd i år, så jeg mangler noget plads til hestene... specielt efter vi i foråret købte de to varmblodskrikker, der har været i stalden siden sensommeren sidste år. Trods markante prisnedsættelser kunne hun ikke få dem solgt, og da mine unger var blevet rigtig glade for dem, fik vi dem til en absolut favorabel pris. Men jeg skal lige love for at de kan sætte noget græs til livs, så et par ekstra hektar til græs vil være på sin plads. Resten af jorden skal under plov, i samarbejde Hans. Som grinene har sagt at han nok skal overtage det, når jeg bliver træt af at lege bonderøv. Stuehuset trænger til en opfriskning indenfor, men er ellers fint og sundt. Så når det er gjort i stand, har jeg snakket med en af forældrene i juniors klasse, om hun gerne vil leje det. De blev skilt for et års tid siden, og manden beholdte huset, mens hun flyttede i en lejlighed. Hun vil dog gerne på landet og bo igen.

Nå, en gang var det altid, da jeg vaskede op den pludselig indsigt opstod eller de geniale ideer kom... (ha, det kan være jeg skulle begynde på det igen, for geniale ideer er da altid velkomne)... men sidst var under en køretur hjem søndag eftermiddag - efter jeg havde været inviteret til en weekendtræning som gæste-instruktør. Men jeg kørte fik tankerne frit løb, og pludselig slog det mig, at jeg igennem i lang tid har fyldt alt for mange opgaver på mig selv; jeg været lidt for god til at sige ja på jobbet når der er kommet nye projekter, men også privat har jeg kastet mig ud i rigeligt. Temmelig banalt, og jeg har jo vidst det længe, men slået det hen med, at sådan var jeg jo bare.

Men sandheden er i virkeligheden, at jeg har brug for det - det er mit fix, min afhængighed. For her kan jeg høste den anderkendelse og ros, der kan overskygge og overdøve den fornemmelse af fiasko jeg gennem lang tid har følt på den private front. Måske blev kimen til selverkendelsen lagt, da et familiemedlem for nogen tid spøgende sagde til mig, "at det var hende en gåde, hvordan det var lykkes mig at få fire pragtfulde unger, når min forhold sjældent varede over en måned, men det var sgu godt klaret". Og netop fordi jeg følte mig såret af bemærkningen, ved jeg jo at hun ramte plet med den.

Vi har vel alle brug for at få anerkendelse, og føle os som successer - men jeg var nok så naiv at tro, at jeg havde så meget selvindsigt, at det ikke var det store issue for mig. Hmm, det er nok i virkeligheden også mere det modsatte; ikke at ville være en fiasko, eller erkende at det i virkeligheden går mig meget på.

Apropros fiasko og x'er så mødte jeg Tina for et par uger siden, da jeg var i Centeret med tvillingerne. Hun så blændende godt ud, og lignede sig selv, som for hvad, vel godt fem år siden da vi var sammen... lige først kunne hun ikke kende mig, og jeg er ret sikker på, at havde hun ikke opdaget drengene var hun gået videre. Men B1 gik straks hen og spurgte hende om hvad hun hed, eller rettere han spurgte "hedder du mor?" - det gjorde de nu begge i et par uger, hvor de var meget optagede af "hvor mor var henne"... Nå, men det fik tydeligvis Tina til at bløde lidt op, og vi endte med at spise sammen. Det var faktisk rigtig hyggeligt, efter en lidt kejtet start, hvor vi ligge skulle ha' opdateret civilstatus på hinanden - hun var alene igen, så det var alligevel ikke gået mellem hende og Morten... mener jeg han hed. Egentlig burde jeg vel have frydet mig lidt. Men det eneste jeg tænkte var, at hun skulle være blevet ved mig. Hvor hun tydeligvis mere tænkte over, hvor slidt jeg var kommet til at se ud. Hun var dog så flink, ikke at ville sige gammel, men nikkede og lo alligevel, da jeg sagde, at sandheden jo nærmere var, at jeg var blevet ti år ældre de seneste fem år. Jeg tror også hun plantede et lille kim, da hun tog min hånd da vi skiltes, og sagde at nu skulle jeg passe godt på mig selv. Det blik hun gav mig og bare den lille gestus at tage min hånd. Tja, det gav et lille sus og igen tanken om hun skulle være blevet ved mig.

Og det gav helt klart et prik på fiasko kontoen; jeg kan ikke sige, at jeg ikke af føler, et endog stort pres på at være selv fire unger... selvfølgelig kan de to største sagtens klare sig selv, men der er også masser af udfordringer med dem, diskussioner og ikke mindst vejledning, som selvfølgelig også er rigtig spændende - men det samlede ansvar synes jeg faktisk hviler tungt på mine skuldre.

Pyha, sikke en rodet omgang - men alligevel lettede det gevaldigt at få sat ord på lidt af det der roder i hovedet. Jeg takker for dit øre, nu vil jeg gå ud og grave kartofler op, og få gjort klar til aftensmaden, så jeg kan nøjes med at hygge med tvillingerne når de er hentet. J og C kommer muligvis forbi i aften, inden de tager en tur til Skagen, det er også ved at være længe siden jeg sidst har set dem.