Flash back
Vi startede de fem hårde år med en festforelæsning. En guru fra den hædrede norske landskabstegnestue Snöhetta, hvis isse skinnede om kap med en sær asiatisk lilla silkekimono. Præsentationen var fuld af storladne projekter overdådigt sprinklet med finurlige og sjove anekdoter. Fortællinger som dirrede elastisk i spændet mellem praktikaliteter og visioner. Hvordan får man eksempelvis mos til at gro overalt på en betonbygning? Easy-peasy: man smører den ind i et ton yogurt.

....

Flash forward
De hvide vægge bliver endnu hvidere efterhånden som jeg afdækker dem, én for én. Efterhånden som jeg bestryger dem tilegner jeg mig dem, gør dem til rammerne om mit liv, et kanvas for mine udfoldelser. Det er stadig surrelt. At det er der jeg nu skal bo. At jeg skal have mine ting igen, så jeg ophører med at være konstant flydende, jeg kan endelig begynde at sætte mig i min form. Som en tykt flydende gips skal jeg udfylde disse rum. Torsdag får jeg mine ting og jeg har igen en slags hjem. Min hjerne er helt kold og blytung af acryl og alcyd dampe. Og jeg får sære associationer til det første år på skolen, hvor vi arbejdede med negative rum. Vi byggede en kasse af mdf. Derefter byggede vi modeller af træ og pap, som vi spændte op inden i kassen og bagefter hældte vi forsigtigt gips ned omkring. Når gipsen var hærdet kunne vi skille kassen af og save klumpen op så de hemmelige gange og indre rum blev blotlagt. Der var en sær spænding i at blotlægge og udkrænge disse tomrum, hvor gipsen har måttet vige for den idé, der stod tegnet i luft. Det står klart i min hukommelse at jeg i de følgende dage næsten hostede en afstøbning af min ene lunge op.
Jeg har været manio-mig de sidste par dage. Enten solid masse eller gabende vacuum. Enten krilrende fryd eller tilværelsens ugidelige leddyr. Jeg føler mig som en pakke multicolor copipapir, der er røget en tur i makulatoren og nu vælter rundt som en konfetti sky i flagrende fluks, glimtvis farverig men ofte bare tynd og gennemsigtig iturevet kardus, grå og meleret. Det er mig der hvivler ud over afgrunden i små portioner og nogen gange lander jeg tusind forskellige steder, på tusind forskellige plateauer med meget store afstande mellem mig og mig selv.

På andet år blev vi præsenteret for De Abstrakte Maskiner. Et særligt syret forløb, hvor vi læste A Thousand Plateaus af Deleuze og Guttari, og havde besøg af en excentrisk forelæser Werner, som var kendt for hver morgen at spadsere gennem Mejlgade i hans slåbrok, på vej ned til Den Permanente for at vinterbade. Med udgangspunkt i Nordhavnen lavede vi nogle højst mærkværdige analyser, som tog udgangspunkt i Rhizome-teorien, abstrakte maskiner, 'the smooth' og 'the striated'. Gilles Deleuze definerede disse ”abstrakte maskiner” som enestående i filosofi- og videnskabshistorien for så vidt at de bryder med selve videnskabens grundforudsætning: De er ikke rettet mod viden, men mod skabelse. Ikke mod væren men mod vorden. De konstituerer tilblivelser. Det er disse maskiner, der skaber selve rhizomet.

"It is at work everywhere, functioning smoothly at times, at other times in fits and starts. It breathes, it heats, it eats. It shits and fucks. What a mistake to have ever said the id. Everywhere it is machines - real ones, not figurative ones:machines driving other machines, machines being driven by other machines, with all the necessary couplings and connections."

En maskine man kunne gå ind i og blive spyttet ud af som ny var Ingvars magiske lille butik, hvor man gennem årerne lagde alt for meget af sin SU. For arkitektstuderende er Ingvars butik det samme som Ollivanders Wand shop er for Hogwarts elever. Et næsten magisk sted. Her kan man købe fintindbundne skitsebøger, de nyeste arkitektudgivelser, tyk marker tusch, skarpe skalpeller, parallellinealer, manifold i ruller, blåt skum, pap i alle tykkelser, pianotråd, træpinde i fyr, ask og cedertræ, tynde translucente plastikark i regnbuens farver, alt fra sekundlim til trælim, loddekolber og limpistoler, fiskesnøre og murertråd, man kan købe små poser med mos eller ark med græsplæne. Man kan simpelthen købe alt det, der skal til, for at kunne konkretisere de utopiske miniatureverdener, der flagrer rundt i ens hovede og i de krøllede manifoldskitser, som ligger i lag som nyfalden sne på ens arbejdsbord. Ingvars butik besøgte man i særdeleshed på de første år, da man endnu gik i den illusion, at løsningen på de udfordringer et projekt stillede én, kunne købes her. Eller som en kærkommen overspringshandling, når man var kørt fast og ens hånd uafladeligt printede de samme blyantstreger, og man fandt sig selv spærret inde i en given tankerække, i et lille klaustrofobisk konceptuelt rum, så vandrede man ned til Ingvar og nød lugten af alt det der var konkret og materielt. For et øjeblik kunne man tillade sig at glemme de kløfter af abstrakt og konkret tænkning som åbnede sig i jorden omkring en til alt var opslugt og man red afsted på sin ensomme flage af usammenhæng. Man brugte lim, lim og mere lim. Trælim og sekundlim. Spray Mount og limpistol. Indtil sammenhængen atter genopstod af kaos og katastrofe. Ikke siden dengang har jeg fundet den lim, der skal til for at fuge et liv sammen.