Igår var jeg på loppemarked med homopigen (som jeg tror er på loppe 4 gange om måneden og alligevel har det mest minimalistiske hjem, jeg har set ?!).

Nå, jeg købte en cd med violinkoncerter spillet af Anne-Sophie Mutter og nogle meget fine højhælede røde lidt gammeldags sko. En sød pige solgte dem til mig: 'De er gode til julefrokoster - Min eks gav mig dem engang i julegave, men nu skal de ud'. Jeg forsikrede hende om, at de nok skulle blive frisat hos mig. Og jeg har nu tænkt mig, at de også kan bruges om sommeren!

Jeg har haft symaskinen fremme og ordet småting, jeg elsker, som jeg ikke er klar til at kassere. Da jeg var lille, syede jeg meget. Og hørte klassisk. Det er som at åbne op for et gammelt støvet skrin at høre symaskinen og klassisk sammen igen. Da jeg var lille spillede jeg violin og sang altid i kor.... jeg savner musik. Ikke kun at lytte... at gå helt ind i stemmerne og kun have øre og tanke for det i øjeblikket. Jeg blev bare træt af alle de fromme 1800-tals sange i mit gamle kor. Enkelte gange sang vi større værker. Det var der noget over. Og så julen. Jeg bryder mig ikke så meget om rytmisk kor.

Nå, idag skal jeg ud til storesøster med lillesøster og være familieagtig. Det har været nogle mærkelige fridage disse. Sådan nogle.. gå lidt baglæns i tid nogle. Bagom J. Langt langt ind i fortiden. Krøllede veninde sagde det igen til mig i torsdags. At hun jo i virkeligheden ikke kendte mig dengang med J, hvor vi to boede sammen. Fortalte at hun ofte fandt mig grædende i gangen. At jeg græd hele tiden. At jeg ikke havde overskud til at invitere mennesker, at jeg havde fortalt om at jeg gjorde det engang, men at hun havde fundet det mærkeligt og først nu var begyndt at forstå, hvem jeg var. At det var dejligt at se.

Det er mærkeligt. Men også rart, at hun er der.. og har været tæt på det hele. Og med mig. Vi blev enige om, at jeg var sådan skruet sammen, at jeg kunne komme til at gøre det igen.

Savner at løbe, men har fornemmelsen af at det netop er fordi jeg sidst jeg var syg ikke slappede helt af, at jeg nu har fået det her lidt grovere noget. Må gå en stille tur i stedet, og acceptere at jeg bliver lidt slatten. Det bygger frøken op igen, når hun er oven på, gør hun!