Der har været stille fra mig i et stykke tid... har ikke følt jeg kunne sætte ord på hvad der sker i mit liv, og har samtidig syntes jeg skulle tage hensyn til mennesker omkring mig.
Jeg har derfor til dels brugt et andet navn herinde, nemlig KALA til nogle få, men intense dagbøger

Som det er nu, er der ikke mere nogen hemmeligheder, der ikke må kendes af andre, så derfor kommer ordene nu...

Jeg kan gøre alt dette til en lang historie, men vil prøve at gøre det kort alligevel....

En dag i februar måned klikkede jeg for første gang herind på Fyldepennen, og vidste bare at det her var stedet for mig. På det tidspunkt i mit liv, var jeg et sted, hvor jeg havde behov for at tage fat i mig selv, arbejde med mine følelser, forsøge at komme videre på alle måder, og jeg følte mig forsigtigt frem med først dagbøger og senere tekster, digte m.v.

Alt imens opbyggede jeg stille og roligt en dejlig vennekreds herinde. Jeg fik den allerførste kommentar til min dagbog fra Peter (se kala's dagbog 24.11.), og efterhånden kom flere og flere til, dejlige venner som AGA, Darki, Barney, Just me, m.m. flere og her på det seneste Kirstine som en meget kær veninde. Alt dette her gjorde mig opmærksom på, at jeg ikke behøvede sidde og vente på at blive gammel og visne... jeg oplevede i den grad at være levende.

Det påvirkede mit ægteskab, som i forvejen ikke var godt. Jeg fik evindelige bebrejdelser over at sidde ved pc'en, men trak mig blot længere og længere væk og fordybede mig i skriverierne. Samtidig opbyggede Peter og jeg et helt specielt venskab (læs evt. også hans brev til Heidi 26.11.). Det var så fantastisk at møde et menneske med den dybde han har i tanker og følelser, jeg tror næsten, jeg for første gang i mit liv følte, jeg havde mødt et menneske, jeg kunne være fuldstændig ligeværdig med, hverken mere eller mindre.
Efterhånden som Peter og jeg så hinanden ofterer og oftere (på trods af de 200 km...), og forelskelsen holdt sit indtog, stod det mere og mere klart at der måtte ske noget - min mand fik besked om hvad der skete for mig, jeg kunne ikke længere holde ud at være i dobbeltsengen, flyttede på et pigeværelse på 1. sal i vores hus, fortalte mine piger om, at der er en anden mand i mit liv... For nogle få dage siden, traf jeg den endelige beslutning, og fortalte min mand, at vi må skilles - at mit liv ikke længere er her. Han tager det selvfølgeligt tungt, men var forberedt, det har jo stået på længe nu, og ingen af os kan længere holde smerten ud, og allermest har mine piger nu brug for at vide besked, usikkerheden har også været slem for dem.
I aftes fortalte jeg så mine piger om min beslutning, og den blev dermed også endelig for mig, nu er det hele ligesom sagt, tingene er som de er (se min dagbog fra i nat) Derfor er det også nu tid for at se fremad og ikke længere tilbage

Jeg kan som Peter ikke sige noget om, hvad fremtiden vil bringe os, om vi flytter sammen en dag, eller bevarer hvert vores liv i hverdagen. Jeg ved, at jeg ønkser for os, at vi kan få et godt liv sammen med indhold af nogle begreber, der er kommet til at betyde meget for os:

kærlighed - ømhed - klarhed - enkelthed

- hvilke fysiske omgivelser vi så vælger med tiden, ja det kan kun fremtiden vise os, tiden der kommer......

Det føles godt igen at ha' fået fortroligheden med her i dagbogen, at alt kan være åben igen.

Og, ja jeg undrer mig en smule over alt det, som det lille klik en dag i februar måned har medført. Jeg plejer at sige, at intet er tilfældigt - og det har alt det her da i den grad styrket min tro på - et lille klik, et totalt ændret liv.. og ikke mindst den dejligste kæreste der overhovedet findes.

Jeg elsker dig Peter (dejligt at kunne sige det helt frit nu....)

Kærlige knus
Wildrose