det er mærkeligt at man kan kende nogen, tro at man kender nogen og så har de bare haft en fantastisk evne til at opretholde facaden. Og så er det at jeg føler mig snotdum. Fordi jeg BURDE se igennem den. Jeg BURDE have set alarmklokkerne, men måske var jeg for optaget af mig selv og mine egne behov.

min lillebror tog til ægypten i går og her sidder jeg tilbage og føler, at det var mit eget barn der tog afsted. Jeg er sikker(næsten) at det går godt, men det brist vi begge har lidt, har gjort at jeg forventer det værste, fordi så bliver man ikke overrasket(selvom det gør man altid!!)

Men det slog mig faktisk først her for nylig hvor meget jeg holder af min bettebror og hvor ked af det han stadig er. Men han har kunnet opretholde en rolig og stabil facade, som om han var kommet videre. På det punkt er han den dimentrale modsætning af mig. Jeg tror fakstisk ikke at han har et temperament og DET burde have advaret mig. Men jeg ser ham jo ikke hver dag.

Jeg tror at han retter meget af sin sorg og vrede indad så man ikke kan se det, men det har jeg tænkt mig at sætte en stopper for nu, så godt jeg kan.
For når jeg tænker på hvad HAN har været igennem siden han var 13, så gyser det i mig. Far der begi selvmord(han fandt ham) og boet med en dybt alkoholiseret mor. Det er fantastisk at han har nået så langt og er blevet så selvstændig. Men jeg kan se at han stadig er en lille dreng og så brister mit hjerte. Jeg kunne SPARKE mig selv at jeg ikke er kommet til ham før, men måske har jeg først fået mit overskud nu. Jeg ved det ikke.

Han har lavet en profil her på siden efter min opfordring, fordi han har også skrevet næsten hele sit liv.
Jeg glæder mig til at læse det og lære min lillebror bedre at kende.
Men først vil jeg inviterer ham herover og lade ham tale med mig, hvis han vil. Få talt ud.

Men først skal han helskindet hjem fra ægypten og imens vil jeg gå herhjemme og bekymre mig. Tosset og åndsvagt, tjaaah...men sådan er jeg.

moe