Jeg er dybt berørt af Wivians bortgang – kan næsten ikke bære det, synes jeg.
Hun var her jo lige – og nu er hun væk!

Både Peter og jeg nåede at ha’ mange gode oplevelser sammen med Wivian i de seneste par år, og siden jeg fik den triste melding i aftes, har billeder vist sig på min nethinde igen og igen, fra de oplevelser, vi fik sammen med hende.

Vi mødtes første gang, da vi skulle til sommertræf i Kbh hos Lisso for snart 2 år siden. Peter samlede hende op i Randers på vej herned til mig, og det første billede, jeg ser af hende er, da hun står ud af bilen her, løfter begge arme i vejret, råber ”hej” og tænder en smøg..! Det var dagen efter begravelsen af Peters far, og aftenens snak kommer til at handle om døden. Wivian var fantastisk til at takle emnet, og jeg ved at alle hendes ord gav Peter meget med på vejen lige den aften.
På vej til Sjælland, skulle vi stoppe ved Storebælt og sende sæbebobler ud over vandet – det var hendes måde at ønske godt vejr og godt træf på..! Det samme gjorde vi på turen hjemad – med tak for et godt træf i Kbh.

Længere hen på sommeren besøgte vi hende i Randers. Vi havde rundstykker med og sad over et hyggeligt morgenbord og snakkede længe, før vi sammen med hende gik en tur ned til den sø, hun var så glad for. Vi gik vejen rundt og hun viste og fortalte, vi fik hilst på en svanefamilie også, og fik sammen taget en masse gode billeder.

I efteråret, oktober måned, var Wivian med os i sommerhuset et par dage. Hun havde forinden spurgt om hun måtte tage sin shaman-tromme med, og selvfølgeliga da..! Det gav en helt fantastisk oplevelse med hende en stjerneklar aften. Træfdeltagere fra sidste sommer vil vide, at der er et badekar i Peters somerhushave. Det fyldte vi med vand denne aften, og først lå Wivian i det. Hun fortalte senere om de oplevelser og tanker hun havde ved at ligge der og se stjernerne og et stjerneskud, tror jeg også hun fik med. Senere var jeg i vandet og til sidst Peter, og mens han var derude, lå jeg på sofaen og lyttede til Wivians tromme-sang og så hendes dans. Jeg glemmer det aldrig, den lille spinkle pige med den enorme kraft i sig..!

Da det blev vinter besøgte hun mig her i mit lille hus. Igen havde vi et par fantastiske dage sammen med meget snak og mange kloge ord. Vi travede ud over de sneklædte marker og var næsten ved at komme så langt væk, at vi knapt kunne finde tilbage hertil. En anden penneveninde var her også, og mens jeg var på arbejde, gjorde de to rent i mit hus og pyntede og hyggede, så det var en fryd at komme herhjem til dem – tænk, endda min kurv med ener-sokker havde Wivian haft gang i :O)

Så nærmede tiden sig for sidste sommers træf, hvor hun engagerede sig dybt. Der fløj ufattelig mange mails frem og tilbage mellem os, og i maj måned mødtes vi igen i sommerhuset og brugte nogle dage på klargøring og planlægning. Wivian var ikke den, der gik og nussede med tingene – næ, hun hjalp Peter med at lave udestue, savede lister, malede o.s.v. Der udgik en fantastisk smittende energi fra hende, så det var ikke småting, vi fik fra hånden i de dage.

Wivian skulle stå for debat-hjørnet/caféen til træffet og hun gik med liv og sjæl op i forberedelserne af det. Dette var også hende, der lavede skilte med pile, så man kunne finde vej til alting i træfdagene, og hun sørgede for telte, soveposer og meget mere. Hendes indsats under selve træffet vil jeg ikke beskrive, for det er der mange af jer, der selv oplevede. Hendes strålende humør, kolbøtter på græsplænen, altid kaffe på kanden og frugt i skålene – ja hendes indsats er ubeskrivelig.

Det blev sidste gang, jeg mødte Wivian personligt. Kort efter fik hun en del personlige problemer, hvor hun også opsagde sin lejlighed og flyttede ud på landet, som hun længe havde ønsket sig, men vi blev ved med at skrive sammen, og hendes altid varme og opløftende ord vil jeg aldrig, aldrig glemme..!

Jeg håber så inderligt, at både Wivians dagbøger og hendes forfattertekster må få lov at blive liggende her på Fyldepennen, så vi kan blive ved med at mærke hendes ånd og livsklogskab her.

Kærligst
Wildrose