Havde besøg af veninde igår... hyggeligt, hun havde været så large at kæmpe sig igennem mine hundrede sider, og sagde at det var spændende og strukturelt godt men note-mæssig og dokumentationsmæssigt utroligt sjusket.

I know... kan jeg sige, men jeg gider simpelthen ikke mere... så jeg tror jeg tager mig af de små røde krydser, der refererer til kommaer og så må det være det. Måske... lidt stolt er man jo desværre alligevel.

Nå, men hvad mere var hyggeligt? Det var rart at bofælle spiste med os, og det var rart, at de to hyggede sig og veninde synes han var sød, og han blomstrede op og fortalte lunt og selvironisk om hans lettere filosofiske tilgang til det at lave tøj...???

Tøj er altså noget fimset noget... har svært ved at gå op i det. Vil naturligvis gerne være lækker og se godt ud, men ved absolut intet om mærker osv. Nå, men veninden er utroligt god til at snakke med mennesker... hun er i øvrigt det absolut sejeste og renest idealistiske menneske jeg kender, og hun skilter aldrig med det. Det var altid morsomt når hende og J var sammen. Det kunne jeg godt lide. J havde charme og veninde har alt det J - det ville være løgn at sig, at han gerne ville være sådan, for han er for meget livsnyder, men han ville ønske han var sådan, tror jeg. Nå, men det var altid ret skægt. Hun synes jo der var temmeligt meget luft i ham, men beundrede ham samtid for alt hans kampånd og energi. Jeg er imponeret af hende...hun griner ad mig, når jeg siger det. Men hun gider have jobs i det store tunge statslige apparat, fordi hun tror på demokrati, selv nu når hun ikke er enig i 'ledelsen' .... men hun keder sig... kunne måske godt ønske hende lidt mindre idealisme og lidt mere spas.

Nå, men det jeg ville fortælle var, at hun fik spurgt bofælle om en masse sjove ting, og han fortalte og fortalte. Det var hyggeligt og rart... og jeg var glad.

J har igen spurgt om vi skal drikke kaffe... og jeg tror ikke jeg gider. Ikke fordi jeg ikke helt vildt gerne vil, det vil jeg, men fordi jeg ikke orker hans spil.

Hvis han vil være ven, må han være ærlig over for mig, men det kan han ikke. Det bliver et princip for mig... jeg vil have han skal fortælle mig om hans eventyr i Indien med alt hvad dertil hører, fordi jeg ikke vil finde mig i, at han sidder og charmer mig, uden at fortælle at han har lettere ved at komme videre...

Gider ikke indgå i samme slags forhold som han havde - og stadig har tror jeg - til sin eks, hvor hun blev ved at være jaloux på mig i alle årene, fordi han... på en eller anden måde var uærlig overfor os begge to. Ikke fortalte hende, at han var forelsket, ikke krævede af hende, at hun skulle gøre plads til mig og og. Ikke krævede det af sig selv heller. Hun var en sød pige, det var ikke fair over for hende heller, det har jeg altid sagt. Han er uærlig, når det er convenient, og jeg bryder mig ikke om det ... det egoistisk. Han lader som om det handler om behov for privatliv, når det i virkeligheden handler om at holde alle døre åbne. Det er kryster-agtigt.

NEJ, jeg har ikke tillid til at han kan finde ud ad det. Det er så dybtliggende i ham at stikke hvide løgne. Og specielt for en han ikke respekterer... Jeg ved ikke om han respekterer mig, han har i hvert fald ikke altid handlet sådan (var det virkelig kærlighed?)

Jeg orker ikke spil. Jeg vil have ærlighed (puha læser igen her dagen efter og tænker jeg er en teenager!) . Jeg orker ikke at trække og hive og kæmpe for minimum af et forståelsesgrundlag, jeg vil gåes imøde! Og nej, jeg har ikke længere tillid til at han kan finde ud af det, eller ser noget formål i at prøve. Jeg tager Barasso alene, gør jeg. En stor led kæde, der invaderer byen (primært hans opfattelse, måske har han ret, men det smager godt). Så kan han sutte i sin egen Nes på sit kontor. Kære kære lille J. Han kunne være så sindssygt coolt et menneske.

En veninde sagde engang til mig, din kæreste er pisse selvsikker, men han har intet selvværd. Jeg synes han var meget værd, men jeg synes han lukkede øjnene for det lede i ham. Det synes jeg stadig. Han synes efter sigende også selv at han var ufed ved mig? Jamen mand, så gør dog noget ved det? Nej, jeg lærer aldrig at forstå ham helt... synes han var uambitiøs på sine egne veje. Kun ambitios på de faglige niveauer... Bestemt heller ikke uinteressant. Men i forhold til andre mennesker er det ikke det eneste væsentlige. Jeg tror dog også på ham og på hans evner i forhold til andre, ellers var jeg ikke blevet. Men der var et eller andet mærkeligt med hans empati. Det var som om, den ikke rigtigt var der, som om han havde mistet den. Eller ikke orkede den.

Ups, må helt klart hellere komme på arbejde! NU NU NU