Der er tider, hvor jeg bare ikke kan lide mig selv. Som regel kan jeg godt acceptere og forstå mig selv, men i går stødte jeg på et ældgammelt mønster som fører mig så langt ud, at jeg ikke kan se mig selv i øjnene. Jeg tænkte, at jeg måske kan få lidt luft for det her... hvis jeg altså ikke er for pinligt berørt til overhovedet at skrive det ned.

Det handler om afvisning. Engang i mellem føler jeg mig afvist på en måde, som slår fuldstændig bunden ud af mig. Jeg lader det går helt der ind, hvor jeg nærmest har lyst til at kaste mig ud over altanen, fordi jeg er SÅ afsløret i, ikke at være god nok. Jeg har en room-mate, som har fundamentalt anderledes behov end jeg. Det består som regel i, hvor meget man må snakke med hinanden. Dels mængden af snak der må foregå mellem os, dels mængden af spørgsmål, som jeg må stille ham ( i stil med: Har du set strygebrædtet, skal vi se på et tæppe til stuen i dag) eller lign. Jeg ved godt, at min room-mate har en koloenorm kronisk dårlig samvittighed, og ved at stille ham spørgsmål, som han skal tage stilling til, så forværres situationen. Jeg er bare ikke helt i stand til at sætte mig ind i, hvordan mine spørgsmål indvirker på ham. For der er dage, hvor jeg godt må spørge, og der er dage hvor jeg ikke må spørge.

Jeg synes, vi har det godt sammen i dagligdagen. Jeg synes det går fint med at bo sammen, vi hjælper hinanden, og vi har indrettet os dejligt fleksibelt og med en forståelse for, at vi har forskellige lyster/evner, som styrer hvilke dele af bofællesskabet, vi tager os af. Jeg indretter hjemmet, køber ind, så der er de basale ting i huset, tører oftere køkkenbord af osv., fordi det betyder noget for mig, at der er nogenlunde pænt og ryddeligt. Han sørger så vidt muligt for at holde sit rod til sit eget værelse, han hjælper mig med computer, kører mig ofte steder hen, hvis det passer ind i hans planer, osv. Han spørger sjældent mig om hjælp (gør det hellere selv), mens jeg ofte spørger ham om hjælp, fordi jeg er små-doven, synes det er hyggeligere når vi gør det sammen, eller fordi jeg ikke selv kan lide at gøre det. Er udemærket klar over, at det er nogle krasse motiver, og jeg er ikke stolt af det – dog ikke så tynget af det, at jeg gør noget ved det.

Der hvor det ofte går i skudder muder er, når jeg gerne vil have sat en lampe op eller lign. Det gider han ikke... og ja, hvis han boede for sig selv, ville han aldrig få det gjort. Hvis han boede for sig selv ville han sidde i plastic-havestole indendørs, der ville ligge pizzabakker for 14 dage og 3 sorte affaldssække med colaflasker i stuen sammen med regninger, som ikke bliver betalt (og senere inddrevet via løntilbageholdelse, selvom han på ingen måde mangler penge), og tøj der bliver samlet op fra gulvet, når det skal vaskes. Han ville have rådne madvarer i køleskabet og mug på opvasken i køkkenet. Han synes ikke selv om det men har meget svært ved at lave det om. Ved at vi bor sammen, så er der nogle rutiner, som han følger, nok fordi det er mere pinligt at være så svinsk når andre skal se det – det kender jeg fra mig selv og tager det sådan set ret roligt. For jeg kender ham rimeligt godt og har mine forventninger på et meget lille niveau. Jeg har prøvet nogle gange at lave en aftale med ham i forvejen ”er det ok for dig hvis vi rydder op i kælderen nogle timer på fredag” eller ”kan vi bruge en time på mandag til at få hængt XX op”. Det modtages som regel med modvillig accept (han siger ja, men giver med mimik udtryk for at han ikke gider. Jeg ved, at hvis jeg ikke sørger for at bringe det på banen, så bliver det ikke gjort.

I går skete så det, at jeg spurgte om han ville med ud og købe et tæppe til stuen... og det udløste en reaktion, som jeg ikke lige have forudset. Han sagde til mig... at han ikke gad, at jeg stillede ham sådanne spørgsmål – at det kunne jeg ikke tillade mig. Slet ikke når jeg lige var kommet ind af døren. ”Vi er ikke et par og skal ikke opføre os sådan”, ”Du passer dit og jeg passer mit”. ”Når du stiller mig et spørgsmål, så har jeg kun to muligheder – enten gøre det du beder mig om uden at gide det eller virke sur” ”du ødelægger min dag ved at spørge mig, for så skal jeg tænke over det i flere timer bagefter”. hmmm

Som udgangspunkt har jeg sagt, at det ikke har noget med mig at gøre, hvordan han har det med spørgsmål. Han må bare sige ”ja” eller ”nej”. Hvis jeg bliver fornærmet over et nej, så er det mit problem. Men han vil ikke sige nej – han vil hellere at jeg ikke spørger. For det giver ham dårlig samvittighed at sige nej... Han siger, at jeg stiller for mange spørgsmål, men han kan ikke sige, hvor mange, der er for mange. Han siger jeg taler til ham på forkerte tidspunkter uden dog at kunne sige, hvornår jeg må tale til ham. Han siger at jeg er for meget... og at jeg er irriterende og at jeg er forkert... avs. De sidste tre ting er ikke kommet ud af hans mund – det er mine konklusioner, som jeg danner inderst inde.

Jeg blev meget såret. Og jeg har nu indført helt andre boller på suppen. Nu vil jeg have ALT reguleret. Helt ned til, at vi får hver vores hylder i køleskabet. og fastsatte tider på badeværelset om morgen. Han siger det til mig: ”Du går helt i den anden grøft” og ja, han har ret. Jeg bliver SÅ såret – fordi mine konklusioner var som ovenfor beskrevet – jeg er for meget, jeg er irriterende og jeg er ikke noget værd. Og når han siger sådan til mig... så sætter jeg alle sejl ind på ikke at mærke virkningen af disse konklusioner, så giver jeg igen med 1.000 gange styrke i alt hvad jeg kan finde på. Og jeg er ret opfindsom. Jeg vil bare AF med ham, udrydde ham, afvise ALT fra ham. Han skal ikke tro han er noget, han skal ikke tro, at han kan trampe sådan på mig og stadig få alle goderne.

Jeg synes jeg rummer ham, og hans særheder. Jeg synes han afviser mig og ingen forståelse har for mig og mine særheder. Og nu vil jeg ikke længere rumme eller bære over med ham. Nu vil jeg ikke længere være hans ven – for han vil ikke være min.

Jøsses... jeg bliver helt bange. Det er længe siden jeg har set det mønster udspille sig så greelt. Og jeg er ked af det. For jeg havde det godt med tingene som de var – de ting, som jeg nu selv har lavet om på... tsk tsk. Og jeg kommer til at savne ham som ven... selvom at han nok aldrig rigtig har været det og ikke selv ønsker at være venner med mig.

Kommentarer modtages med kyshånd – og bare rolig jeg er ikke så nærtagende, som jeg lyder :o)