Der sker en del i mit parforhold i disse dage. Jeg har mødt en mand, der sætter en masse ting igang hos mig. Jeg der troede, at nu vidste jeg, hvad jeg ville og hvordan mit parforhold skulle se ud. Og så møder jeg en mand, der i en sen alder skal til at udleve ting, som jeg udlevede i mine unge dage.

Vi har været sammen i 6 måneder... dejligt, dybt, udforskende, kærligt. Jeg har et stærkt behov for at føle mig speciel - at det forhold, jeg er i, giver mening og har en dybde og betydning. Det føler jeg at det gør med ham. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg har lyst til at være sammen med ham så længe som muligt. Det er nok første og eneste gang jeg har følt sådan.
For en måneds tid siden slog han op. Han havde brug for at tænke sig om og mærke efter. Jeg havde ikke set det komme og blev meget ked af det. Men der er de følelser der er, og det var det han havde brug for. Han kom tilbage efter 3 dage, fordi han igen kunne mærke sine følelser for mig. Jeg blev glad og lettet, vred og ked af det. For hvorfor talte han ikke med mig om, hvad der rørte sig i ham? Han har også sine begræsninger. Det er godt at se og opleve,
Det er nødvendigt, fordi jeg ellers finder mig en mand, jeg kan se op til og beundre. Sådan er han også, men han er også sårbar og ved ikke altid, hvad han skal gøre. Jeg er rigtig god til i dette forhold at give udtryk for ALT hvad der rører sig i mig. Også selvom det ikke altid er "pænt" eller korrekt. Også selvom det er irrationelt eller barnligt. Det ser jeg som en stor styrke.

Da han kom tilbage til mig fortalte ham mig mere om, hvad han havde følt og mærket i dagene op til bruddet. Han havde bemærket, at han havde tanker om andre kvinder, og at lysten til at flirte og måske gå længere end flirten havde strejfet ham. Der har åbenbart ikke været nogle konkrete situationer, men han i sit første ægteskab været sin kone utro nogle gange. Og det frygtede han kunne ske igen. Frygtede er lidt sjovt ord i denne sammenhæng. For det er jo noget han selv styrer. Men han følte selv det var forkert at have sådanne tanker og lyster.

Han vil gerne vores forhold. Han vil gerne at vi har vores base af samhøringhed, tryghed og fortrolighed. Og han vil gerne have et åbent forhold, hvor vi kan være sammen med andre seksuelt. Det er vi også i dag... men han vil også gerne kunne være sammen med andre kvinder uden mig.

Så det tygger jeg lidt på. Provokerende ik? Tænk sig, her sidder en mand på 52 år, som aldrig har løbet hornene af sig og vil have det hele. Alt det som jeg f.eks. betalte en pris for i mine yngre dage. Som jeg sagde til ham "du skal da ikke være i et forhold. Du skal ud og møde andre kvinder, bolle til højre og venstre. Prisen er at være alene søndage, gå alene til fester og se alle de andre have dejlige nære forhold". Det er jo sådan man gør det og det er sådan en pris jeg betalte i mine unge dage, fordi jeg ønskede den frihed, der lå i at kunne flirte til højre og venstre. Men han vil have det hele. Og hvorfor ikke?

Jeg tror på, at jo mere frihed man kan give hinanden i et forhold, jo mere plads er der til kærligheden. Jeg er i bund og grund ikke uenig med ham. Jeg kunne også godt tænke mig et åbent forhold. Lige nu har jeg ikke behovet, men jeg er ret sikker på, at det vil passe mig rigtig godt. Når jeg har tænkt over det tidligere, så har det bare virket så underligt. Hvordan gør man? Hvordan vil jeg have det med at vide, at han har været sammen med en anden. Vil jeg blive vanvittigt jaloux? Vil jeg kunne klare det eller trække mig væk fra ham? Jeg har sagt, at det ikke bliver lige nu. Jeg har brug for at vænne mig til tanken. Indtil da taler vi om det. Og ofte fortæller jeg ham, hvor vred det gør mig, at han begærer andre kvinder. Og så er der en anden del af mig, som synes det er den naturligste ting i verden...