Jeg er vred på mig selv. Jeg har været ked af det i en uges tid, og det virker som om, det vil blive ved. Og jeg har svært ved ikke at bebrejde mig selv det.

Jeg savner stadig min ex... eller måske ikke? Måske er jeg bare ganske almindelig ensom, så ensom at selskab ikke kan kurere det. Vi holdt en utrolig hyggelig nytårsfest hos mig og jeg har lige sat den sidste gæst på toget hjem i dag. Og alligevel har jeg været fuld af tanker om min ex og savnet efter ham. Det er vigtigt at holde ved og lade følelserne rase. Det ved jeg godt. Men det er svært. Spurgte min ex i dag om jeg ikke måtte komme hjem til ham. Bed hovedet af al skam og spurgte ham på trods af, at jeg var ret sikker på, at han ville sige nej. Jeg trængte bare sådan til at føle mig tryg. Han var skam sød nok med det - han kan bare ikke sådan noget med at ses med ex-kærester. Og han havde sikkert også gjort mig en bjørnetjeneste. For jeg er jo bare desperat over, at have det så skidt, desperat fordi jeg synes det bliver ved og jeg kan ikke se nogen mening med noget som helst.

Tænkte tanken, at jeg kunne tage livet af mig selv, hvis det blev ved med at være slemt. Det er jo en syret tanke, og jeg kunne aldrig finde på det. Men det gav mig alligevel tanken, at jeg hellere vil leve mit liv bare på en anden måde. I stedet for at tage mit liv, så leve det uden at leve op til nogens forventninger eller ansvar og lign. Interessant ik? Jeg mener, hvorfor ikke leve livet sådan nu? Flygte... dét har jeg aldrig prøvet. Jeg læste en anden dagbog, hvor vedkommende skrev, at han havde lysten til at flygte, men havde prøvet det. Og det virkede ikke - eller det gjorde bare rodløsheden større. Så jeg forsøger at tage en dag af gangen og snegle mig gennem den nedtrykte sindstilstand som raser i min krop og sind.

Jeg kan ikke mindes at jeg har følt mig så ked af det så længe nogensinde...