Jeg er i færd med at afslutte et venskab med en veninde, som jeg har haft i 15 år. Det gør ondt. Hun overskred en grænse hos mig så eftertrykkeligt, så jeg er sendt til tælling. Ved ikke hvordan jeg skal komme igennem dagene og vågner op hver morgen med den der rædselsfulde følelse af at have mistet noget meget meget værdifuldt.

Der kom en mand i mellem os. Ved godt at det er en kliche og hader at være så kliche-agtig at deltage i et ægte trekantsdrama. Jeg kan godt strække mig til at forstå hendes følelser, men hendes reaktion på dem ryster mig - hun fejede mig af bordet med de mest ubehagelige ord for at komme til den mand, som hun mente hun måtte have.

Jeg er blevet 10 år ældre på to dage og jeg tror det klæder mig. Jeg er ikke så lallende naiv, men er mere eftertænksom og har lært en lektie om at passe bedre på mig selv fremover og lære mine grænser endnu bedre at kende. Jeg skal ikke partout rumme alt muligt - jeg skal rumme det jeg kan...

Men føj, alle de minder. Det er præcis som at slå op med en kæreste gennem mange år. Tanker om fødselsdage, hyggestunder, rejser osv. svirrer rundt blandet med vrede og skuffelse. Dyb sorg over at hun handlede på en måde, som betyder at jeg ikke kan være veninde med hende mere...