Jeg er gået ind i et nyt forhold. Jeg har fået en kæreste.
Det er fantastisk dejligt - så dejligt, at jeg kan blive lidt urolig. Når jeg drømmer, og mine drømme pludselig går i opfyldelse, så kan det næsten være for meget. Og det lyder helt utaknemmeligt.
Han er noget ældre end mig. Grunden til, at det er det første jeg nævner er måske, at det har fyldt en del i mit hoved. Han er jo også så meget andet. Super fræk f.eks., hvilket jo er meget vigtigt for mig. Han er også rummeligt, sød, betænksom, sjov og kærlig. Når jeg fortæller om ham til andre, spørger de meget hurtigt "Skal i have børn?". Det kan jeg godt forstå, for det er da oplagt at spørge om. I hans alder kunne han have børnebørn :o). Han og jeg har også talt om det, men har ikke defineret eller besluttet noget omkring børn. Jeg har sagt, at hvis han VED, han ikke vil have flere, så vil jeg vælge en anden mand. For jeg vil gerne have muligheden, selvom jeg heller ikke selv har besluttet mig endnu. Og dog, jeg kan mærke, at når jeg skriver sådan, så er det ikke sandt. Jeg vil gerne have børn og er jeg forelsket i en mand, hvis jeg elsker en mand, så vil jeg også ønske at få børn med ham. Hm, det må jeg vist hellere få fortalt ham mere direkte.
Med en mand der er ældre er det total win-win. Han føler sig yngre, fordi han har scoret en yngre model, jeg føler mig yngre, fordi han altid vil være en del ældre end mig. Men udover det praktiske og formelle så er det noget helt andet, der er på spil. Flere måneder før vi fandt sammen (vi har arbejdet samme sted de sidste 9 måneder, men støder sjældent ind i hinanden), gav han mig et kram. Bare et "hej med dig" kram, som jeg mærkede helt ind i hjertet. Jeg blev så glad uden at lægge mere i det. Med det kram fik jeg kontakt til mig selv, følte mig værdsat og værdig som menneske. Ved godt det lyder højtravende, men det var en meget stærk oplevelse, som jeg selvfølgelig holdt for mig selv på det tidspunkt. Jeg kendte ham jo ikke :o). Når jeg er sammen med ham har jeg kontakt til blandt andet de følelser, og det gør mig lettet og glad. Lettet over at mærke, at jeg er værd at elske og glad fordi han værdsætter den jeg er. Og nu bliver jeg helt bange igen... for det er næsten for meget af det gode. Det skal nok gå, for jeg er sikker på, at jeg vil vokse med opgaven. Opgave består i, at være tæt på et andet menneske og vise hvem jeg er. Det er ikke min stærke side. Så meget blufærdighed over mine egne følelser og fornemmelser. Jeg kan mærke, at han er god for mig, og det vil jeg tillade mig selv at nyde.
Fik jeg sagt, at han er 52 år?
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
Årgang 57 er publiceret
17/02-2010 11:18 af
Dansemyg.
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.