70 år + 2 dage
Peter Munk (...
11 år siden
Åh ja mere det føles så g...
Maria jayash...
1 år, 10 måneder siden
Dagen tiltaget med 1 time...
Hanna Fink (...
11 år siden
Det vildeste liv
Christian Ba...
10 år siden
D.25/3 - En ny start!
ListenToTheG...
12 år siden
Human tetris
Tine Sønder ...
12 år siden
Drama queen...
Sylvia Ebbes...
11 år siden
Døde dun
Tine Sønder ...
12 år siden
Er godt på vej til at bli...
Bogelsker
12 år siden
SSO - stress
RachelBlack
11 år siden
Velkommen, efterår!
Josephine Lø...
10 år siden
Udstilling i Havnsø Havn.
Hanna Fink (...
10 år siden
At overliste en seksårig
Olivia Birch...
9 år siden
Udtrækssofa og ubarberede...
Victoria Wan...
9 år siden
Alene i skyerne
Tine Sønder ...
12 år siden
Den skjulte mening.
Liza Abildsk...
10 år siden
Overspisning
Miriam Lidbe...
7 år siden
Aaaangst!!!
Camilla Rasm...
17 år siden
Duét - youít
Enantiodrom
9 måneder siden
I dag skulle det være.
Hannah White...
9 år siden
Felicidad mi amor! Felici...
Camilla Rasm...
11 år siden
Dag nr. 3 på fyldepennen....
Gaffa Brandt
12 år siden
Stilhedens tanker.
Line Ley Jen...
10 år siden
Op på den hest!
Bastian
12 år siden
Hurra!
Halina Abram...
7 år siden
Sandhedens slag - 16.09.2...
Anna Gammelg...
2 år siden
Gymasie-grammatik & hygge...
Ash Renashan...
11 år siden
Kaos?
Per Z
10 år siden
Sikke en dag
Ruth Christe...
8 år siden
Hører Teitur. Den er smuk.
# Alone in these strange beds, I think that I've travelled enough, Poetry and aeroplanes, And I'm tirred of waiting for love #
Th går fint. Stille og rolig. Nogle gange tænker jeg at det må være det. Er ikke så fantastisk forelsket i ham. Er heller ikke træt af ham. Kun træt af når han ikke skriver. Men glad for ham. I himlen når vi så er sammen. Så er jeg vitterligt forelsket. Men det er jo ikke såe spændende mere. Jeg har scoret ham. Han har scoret mig. Så nu kan vi lade forholdet vokse her. lade det hele gro. Men det er underligt. Jeg har aldrig ladet noget gro, udover venskaber og mig selv. Og nu gror jeg med en anden, med en jeg holder af.

Udtører noget andet. Et venskab. Jeg kan ikke være venner med Camilla mere. Det bliver hårdt at stoppe det. Men jeg kan ikke holde til at blive brændt af og pisset på så mange gange.
Og igår nåede jeg max. Vi havde aftalt at vi skulle ud at gå for red barnet. Hun meldte os til, og det var hendes ide at vi skulle gå denne gang, for har gået før for nogle andre, og det har været møghyggeligt.
Nå, men hun ville skrive når hun fik nærmere besked. Men hun skrev ikke. Og søndag morgen en time før vi skulle til at afsted prøvede jeg at kontakte hende. Og det prøvede jeg så på uafbrudt i 1,5 time. Men nå, blev mega sur, men var ikke rigtigt noget at gøre.
Havde for dårlig samvittighed til ikke at dukke op. Så min mor og jeg kørte ud efter indsamlingsbøsserne, og camilla ringede da jeg var halvvejs. Sagde at hun havde prøvet at få fat på mig (NEJ VEL?!) og at det ikke var fordi hun ikke ville gå men vi havde ikke fået noget at vide og sku åbenbart ikke gå og bla bla bla. Hun fyrrede en masse lort af og jeg svarede bare. I et stille og rolig toneleje, men så hun ikke var i tvivl om at jeg ikke vær glad. Svarede med "ja" "nej" "okay" og "træls" og sagde "Nå ja okay, men vi ses" gad ikke tale med hende. havde ikke lyst til at konfronterer hende med hvor gal jeg var. Lod bare hendes løgne sive ind og ud ad hovedet igen, mens jeg tænkte onde tanker.
Men hvordan gør man det forbi. Jeg har fundet mig i meget. Accepteret en del. Fundet mig i for meget. Accepteret for meget. Og nu kan jeg ikke. Selv om vi har lavet super mange sjove og mindeværdige ting sammen, så er enden kommet.
Jeg har spekuleret på hvordan man slår op med en kæreste, hvordan man stopper et kærlighedsforhold. Men har aldrig troet i mit liv at jeg skulle ende et venskab med en veninde, fordi jeg simpelthen bare ikke kan holde til mere.
Hvad skal jeg sige. Og hvordan skal jeg gøre det. Ved ikke om jeg synes at fortælle hende det, men alligevel. Det er mange år sammen. Det er mange minder. Og det gør ondt indeni. Har brug for at slutte alting på en pæn måde. Er træt af at flygte fra alting. Det lovede jeg mig selv at slutte. De løfter jeg har givet mig selv, da jeg var allerlængst nede har fået mig til at komme herop hvor jeg er nu, og har ikke tænkt at falde ned. Men kan ikke sige det. Og kan ikke finde ud af hvordan. Har kendt hende et helt liv. Har leget barbie-dukker med hende, gået rundt i skolegården dagligt og talt om alt mellem himmel og jord. Hun har lært mig at gå oprejst. Jeg har set alle hendes hjem. Mødt alle hendes kærester, drukket med hende, festet med hende, kørt i bil med hende. Trøstet hende når hun var ked af det. Hun var der da jeg fik min første kræste. Hun var der da jeg droppede ud af folkeskolen. Hun støttede mig. Sagde at jeg sku ta afsted. Bakkede mig op da jeg valgte handelsskolen. Hun har banket mig i badminton hele livet, og først da hun stoppede med at spille vandt jeg kommunemesterskaber. Før var de hendes. Og nu er vi ikke mere. Nu kan jeg ikke mere. Har lyst til bare at skrive det i et brev. Har lyst til at tage alting roligt. Glemme det hele. Men skylder jeg os. Det hele er blevet for anderledes. Jeg ku snakke med hende om så mange ting. Og nu er det ovre.... For fanden. Og nu sidder jeg her og græder. Hvorfor vil jeg droppe det hele hvis det er så hårdt.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Mister en veninde er publiceret 04/09-2006 19:01 af Stella Hvidemann (Stella).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.